Mistænkelig adfærd på Løgstør Havn – To mænd luskede rundt
I nat fik Himmerlands Politi en anmeldelse om mistænkelig adfærd på Løgstør Havn. Anmeldelsen indløb kl. 02.32 og lød på, at der var personer, som luskede rundt ved bådene.
En patrulje blev sendt til stedet, og her traf politiet to mænd på henholdsvis 26 og 22 år. Den ene er lokal fra Løgstør, mens den anden kommer fra Esbjerg.
Politikommissær Jørn Kresten Nielsen fortæller, at de to mænd erkendte at have været inde i fire både, hvor de enten havde lynet eller knappet kalecherne op. I én af bådene var en rude blevet smadret for at skaffe sig adgang til styrehuset.
”Løgstør Bådlaug har sendt en mail ud til deres medlemmer for at gøre opmærksom på mulige indbrud og bede dem tjekke deres både. Vi afventer lige nu, om der bliver meldt om yderligere skader,” siger Jørn Kresten Nielsen.
Der er ifølge politiet umiddelbart ikke blevet stjålet noget fra de både, der har haft ubudne gæster. De to unge mænd blev sigtet for indbrud i skib/lystbåd og afhørt i sagen.
”Vi ved endnu ikke præcis, hvem de forurettede er. Når det bliver klarlagt, kan der muligvis blive oprettet flere sager. Lige nu afventer vi at høre fra bådejerne,” oplyser Jørn Kresten Nielsen.
Hvis man har oplysninger i sagen, opfordrer politiet til, at man kontakter dem på telefon 114.