På vegne af Socialdemokratiet Bjarne Laustsen Blomstermarken 20
Mindeord om fhv. Borgmester i Støvring Kjeld Jensen
Født 10.01.1938 død 07.06.2025
Kjeld kom til verden på et lille husmandssted, landmand skulle han dog ikke blive, for det fysiske arbejde lå ikke til ham blev der sagt, da vi tog afsked med ham først i Øster Brønderslev Kirke og en meget smuk mindesammenkomst på Hotel Phønix i Brønderslev.
I stedet blev han mejerist, men de mange små mejerier lukkede ned efter hinanden, derfor søgte han ind på sygehusapoteket og blev pille triller som han selv kaldte det.
Sammen med Sonja som gik bort for 3 år siden, skabte han et rummeligt hjem for de 4 drenge som de fik sammen, sønnen Frank og barnebarnet Lasse, gik begge i hans fodspor og blev Borgmestre.
Da vi flyttede til Støvring i 1976, var Kjeld den toneangivne Socialdemokrat og blev valgt til Byrådet i 78, han havde også været kredsformand i Aars kredsen
Vi havde et fint samarbejde da jeg blev formand for partiforeningen og senere gruppeformand i Byrådet, jeg husker den første konstituering efter valget i 85, hvor vi havde udpeget Kjeld som vores Borgmesterkandidat, alle de borgerlige havde låst sig inde på Rådhuset og fordelt hele kagen, da vi kom ind, var der ikke en krumme tilbage😊
Ved valget i 89 var vi bedre forberedte og Kjeld blev Støvring Kommunes første Socialdemokratiske Borgmester og genvandt posten igen fire år senere, så i 8 år var han kommunes førstemand.
Kommunes udvikling lå ham meget sinde, også dengang voksede indbyggertallet hastigt, og man diskuterede om bare skulle være en bosætnings kommune, eller også man skulle satse på erhvervsudvikling, det blev det sidste og Kjeld var pavestolt, da han fik mageskiftet en grund ud til motorvejen, så HYDREMA som de første kunne etablere deres flotte afdeling med facade, lige ud til de titusindvis af bilister der kører forbi hverdag.
I dag er alle grundene solgt og jeg tænker at Kjeld vil synes godt om at Rebild Kommune, kunne vokse helt ud til Ellidshøj, jeg ved at barnebarnet Lasse er klar til en byttehandel.
Kjeld var også optaget af at få en omfartsvej til aflastning af den meget trafikerede Hobrovej, det blev til Vester Primærvej, som vi slet ikke kunne undvære i dag. Min forgænger Jens Risgaard Knudsen sagde ofte, at det afgørende møde om de Nordjyske Motorveje, fandt sted på Støvring Kro, man ville ikke nøjes med en gedesti.
En ordentlig og visionær mand er gået bort, vi var 24 gamle Byrødder der havde gået sammen om en smuk blomsterhilsen til Kjeld, Lene Laursen, Leif Pedersen, Vagn Kristensen og jeg selv deltog, Gerda Severinsen hans tidligere sekretær, holdt en meget personlig mindetale.
Æret være Kjelds minde.



