Nye initiativer skal skabe mere liv i Støvring Midtby
Plan-, Klima- og Miljøudvalget i Rebild Kommune mødes den 10. marts for at tage stilling til frigivelse af midler til projektet Støvring Midtby – mere for flere. Projektet er en del af forsøgsordningen med frie bymidter, hvor Støvring er én ud af 14 udvalgte kommuner.
Formålet med projektet er at styrke livet i midtbyen, skabe sammenhæng mellem byens områder og afprøve nye idéer til brug af byens rum. Forsøgsperioden løber fra 1. juli 2024 til 31. december 2029.
Langsigtet udviklingsplan
Byrådet godkendte i juni 2025 en langsigtet udviklingsplan for Støvring Midtby. Planen dækker en række delprojekter, som skal sikre, at visionen for midtbyen realiseres gennem konkrete handlinger, samarbejder og initiativer.
I 2026 arbejdes der videre med delprojekterne:
- Velfærdsfunktion (tidligere Borgernes Hus)
- Bavnebakken
- Jernbanegade vest og Bytorvet
- Stationsområdet og Jernbanegade øst
Der er blandt andet afsat midler til rådgivere, anlægsarbejder og aktiviteter, som skal skabe synlige forandringer i byrummet og understøtte byens liv.
Økonomi
Forvaltningen anbefaler, at det budgetterede beløb for 2026 på 2,15 mio. kr. frigives. Projektet modtager statslig medfinansiering på 60 %, hvilket betyder, at det samlede budget for perioden 2024-2029 løber op i cirka 19 mio. kr.
Frigivelsen af midlerne skal sikre, at arbejdet med Støvring Midtby fortsætter planmæssigt og understøtter fremdriften på tværs af de forskellige initiativer.





