ForsideMariagerfjordMariagerfjord skal turde hæve ambitionerne – Frederik Errebo vil være med til...

Mariagerfjord skal turde hæve ambitionerne – Frederik Errebo vil være med til at udvikle kommunen

Mariagerfjord skal turde hæve ambitionerne – Frederik Errebo vil være med til at udvikle kommunen

I denne artikel kan du møde Frederik Errebo, der stiller op for Venstre i Mariagerfjord Kommune ved kommunalvalget den 18. november 2025.

Hvem er du – helt kort?
Jeg hedder Frederik Errebo, er 28 år og bor i Astrup. Til daglig arbejder jeg som udviklingskonsulent i Vesthimmerlands Kommune. Jeg er kæreste med Christina, som er social- og sundhedsassistent. I min fritid nyder jeg at dyrke sport – især fodbold og løb – og jeg holder meget af at være aktiv og følge med i både lokal- og landspolitik.

Hvornår begyndte du at interessere dig for politik – og hvorfor?
Interessen for politik begyndte allerede, da jeg var 10 år gammel, fordi min far stillede op til kommunalvalget. Senere fulgte jeg med i tv-serier som Borgen, og da vi fik samfundsfag i skolen, tog interessen for alvor fart. Jeg har siden taget en kandidatgrad i Politik og Administration fra Aalborg Universitet, hvor jeg undervejs arbejdede for Venstre på Christiansborg.

Politik er for mig spændende, fordi det handler om at sætte en retning for vores fælles fremtid – og i dette tilfælde for vores kommune. Kommunalpolitik handler om den nære velfærd: om vores ældres hverdag, om skolerne og om de lokale fællesskaber. Samtidig står vi overfor store udfordringer som klimasikring, faldende børnetal og en voksende ældrebefolkning.

Vi skal vælge en ny borgmester ved dette valg, og det gør det til et af de mere interessante og afgørende valg i Mariagerfjord. Det vil jeg gerne være en del af.

Hvordan mener du, at Mariagerfjord Kommune kan blive et endnu bedre sted at bo?
Mariagerfjord Kommune er et fantastisk sted med stærke lokalsamfund, et bredt kulturudbud, rimelige huspriser og et godt velfærdsniveau. Men jeg mener, vi skal turde hæve ambitionerne.

Vi skal have modet til at udvikle vores hovedbyer og skabe plads til dem, der ønsker at bygge nyt eller renovere. Vi skal gentænke vores gågader og bymidter, så de igen bliver levende samlingspunkter. Samtidig skal vi gøre en indsats for at få de unge tilbage, når de er færdige med deres uddannelser.

Vi skal prioritere vores ressourcer, så de mennesker, der har det svært, får den hjælp, de har brug for. Og vi skal tage en ærlig snak om de små byers rolle i fremtidens Mariagerfjord – både når det gælder landdistriktsudvikling og landdistrikts-tilpasning.

Foreningslivet og civilsamfundet spiller en helt afgørende rolle i alt dette. Kun i samarbejde med dem kan kommunen lykkes med sine opgaver.

Endelig skal vi tage hånd om de store udfordringer, som kommunen står overfor, på en måde hvor borgerne er i centrum, og hvor vi samtidig har et skarpt fokus på økonomien.

Vil du gerne have indflydelse på, hvem der skal repræsentere dig i byrådet?
Så husk at stemme den 18. november – og sæt gerne dit personlige kryds ved den kandidat, du tror på.

”Kommunalpolitik handler om den nære velfærd,” siger Frederik Errebo, der er kandidat for Venstre ved valget i november 2025. Foto: Himmerlandsposten.dk
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler