ForsideMariagerfjordMariagerfjord Kommune klar til at godkende nyt producentgebyr for emballageaffald

Mariagerfjord Kommune klar til at godkende nyt producentgebyr for emballageaffald

Mariagerfjord Kommune klar til at godkende nyt producentgebyr for emballageaffald

Godkendelse af producentgebyr er på dagsordenen når Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune holder møde den 19. marts 2025.

Bestyrelsen for Mariagerfjord Affaldsresurse har 24. februar 2025 godkendt forslag til producentgebyr, som herefter er oversendt til Mariagerfjord Kommune til endelig godkendelse. Gebyret skal gerne kunne offentliggøres og træde i kraft 1. april 2025.

30. december 2024 kom bekendtgørelsen om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald, der indsamles med emballageaffald. Derfor har RenForM (Ren Forsyning Mariagerfjord) beregnet et producentgebyr for 4. kvartal 2025.

Indstilling: Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Byrådet: At Producentgebyret godkendes for de enkelte fraktioner indsamlet emballageaffald

Beslutning fra Udvalget for Klima og Landdistrikter, den 6. marts 2025, punkt 18:
Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Producentgebyr for emballageaffald fra husholdninger
Inden 1. april 2025 skal der være fastlagt et af Mariagerfjord Kommune (MFK) godkendt og af Mariagerfjord Affaldsresurse (MAR) offentliggjort, Producentgebyr, til ikrafttrædelse fra 1. oktober 2025. Da det er første gang Producentgebyret skal fastlægges og der ikke findes referencetal at tage udgangspunkt i, har Miljøministeriet, via Bekendtgørelse nr. 1706 fastlagt rammerne for hvordan Producentgebyret skal beregnes den første gang. Som bilag 1 har MAR udarbejdet et notat om Producentgebyrets tilblivelse.

Status på projektet

Danmark er et af de lande i EU, der har allermest husholdningslignende affald per borger. Halvdelen af det affald består af emballageaffald, fx brugte shampooflasker, kødbakker, pap og anden indpakning.

En stor del af emballageaffaldet genanvendes i dag, men genanvendelsen skal øges. Samtidig skal mængden af emballageaffald reduceres. Derfor skal producenterne tage ansvar ved at reducere emballagemængden og gøre emballagen lettere at genanvende. Dette reguleres gennem bekendtgørelse nr. 1706 af 30. december 2024 om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald der indsamles med emballageaffald (Emballagebekendtgørelsen). Med denne bekendtgørelse flyttes størstedelen af regningen for håndteringen af emballageaffald fra borgernes affaldsgebyr over til producenterne, hvilket i daglig tale kaldes Producentgebyret.

Producentgebyret for emballageaffald er det beløb, som virksomheder skal betale, når de sælger produkter, der er pakket ind i emballage. Gebyret går til dækning af omkostningerne ved indsamling, sortering samt genanvendelse af emballagen inklusive administrationsomkostninger, når den bliver til affald.

MAR skal beregne og opkræve gebyret fra producenterne. Dette sker for at sikre, at virksomhederne bidrager til de faktiske omkostninger, der er forbundet med indsamlingen og genanvendelsen af emballagen.

Ifølge Miljøministeriet forventes det, at Producentgebyret for emballageaffald medfører en reduktion i borgernes affaldsgebyr på cirka 500-600 kr. ekskl. moms pr. husholdning om året.

Borgerne i Mariagerfjord Kommune skal fortsat sortere affald, som de plejer, og det vil fortsat være MAR, der indsamler emballageaffald. Men herefter skal forsyningen overdrage affaldet til producenterne, som sørger for, at affaldet bliver genanvendt.

Det vil primært være fra indsamling af emballage ved de enkelte husstande, der bidrager til Producentgebyret, men der er også enkelte fraktioner på genbrugspladserne der bidrager til Producentgebyret. Bekendtgørelse nr. 1706 foreskriver, hvad der kan regnes med fra indsamlingen, og hvad der kan medregnes fra genbrugspladserne.

De fraktioner der indgår i Producentgebyret, og som afsættes via Nordværk, reguleres via den samarbejdsaftale som MAR udarbejder med Nordværk.

Det udvidede producentansvar for emballage træder fuldt i kraft 1. oktober 2025.

Beregnet Producentgebyr

Producentgebyret skal fastsættes første gang senest 1. april 2025 og herefter én gang årligt, senest 1. oktober for det efterfølgende kalenderår.

Producentgebyret er beregnet med afsæt i Emballagebekendtgørelsens bilag 8 og 15 og MAR har beregnet et samlet Producentgebyr på 1.626.824 kr. for 4. kvartal 2025.

MAR har beregnet følgende udgift pr. ton pr. fraktion:

  • Papir – 332 kr./ton
  • Pap – 3.354 kr./ton
  • Metal – 2.019 kr./ton
  • Plast – 6.542 kr./ton
  • Mad- og drikkekartoner – 4.749 kr./ton
  • Restaffald – 3.297 kr./ton
  • Rent træ – 190 kr./ton
  • Farligt affald – 1.165 kr./ton

Ovennævnte gebyrer svarer til et samlet årsgebyr på ca. 9,5 millioner kr., hvorfra der cirka skal fratrækkes 3 millioner kr., som producenterne har udgift på håndtering af ikke-emballageaffald.

De fastsatte Producentgebyrer skal opkræves hos den producent, der har fået tildelt betalingsforpligtelserne for emballageaffaldet i kommunen.

Producentgebyret skal opkræves første gang 1. oktober 2025 og herefter opkræves det hvert kvartal. For MAR betyder det for eksempel, at gebyret for 2026 skal fastlægges sammen med Budget 2026 til mødet 1. september 2025 og at forbrugeren, i forhold til Producentgebyret, vil blive reguleret i deres gebyr første gang ved første opkrævning i 2026.

Producentgebyret skal offentliggøres på Ren Forsyning Mariagerfjords hjemmeside.

Økonomi
Ingen økonomisk konsekvens for Mariagerfjord Kommune.

Bilag
Bilag 1_Producentgebyr i korte træk

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler