Mariagerfjord Bibliotekerne får nu hjælp af en firebenet ven for at skabe mere læselyst hos børn
Nogle børn har svært ved at finde læselysten i det daglige. For at lave om på det har biblioteket allieret sig med Fonden for Socialt Ansvar og ikke mindst Stella: bibliotekets nye læsehund. Stella er en golden retriever, som elsker at høre historier læst op af børn.
Stella er med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse og resultatet er øget læselyst og selvtillid hos barnet, som læser. Stella hverken dømmer eller retter på barnet, men tilbyder ro og nærvær, der skaber tryghed og tillid.
Børn som deltager i et læseforløb, mødes én gang om ugen med Stella, og et læseforløb varer typisk 6 uger. Barnet får mulighed for at læse højt for læsehunden i 20 minutter, hvorefter der er tid til hundeøvelser og -leg.
En læsehund er godkendt og certificeret til at arbejde på biblioteket med netop denne opgave.
Tilbuddet kan benyttes på Hobro Bibliotek og henvender sig til børn, der har svært ved at læse og som kunne tænke sig at blive bedre til at læse på en hyggelig og anderledes måde.
Vil du eller et barn, du kender, være med i et læseforløb med Stella? Så kig forbi biblioteket og høre mere, eller skriv en e-mail til alars@mariagerfjord.dk.