Mariager Skole og Havbakkeskolen får stort anlægsløft
Elever og personale på både Mariager Skole og Havbakkeskolen kan se frem til markante forbedringer af deres fysiske rammer. Som en del af budgetaftalen for 2026-29 har partierne A, C, F, O og V besluttet at prioritere skolerenoveringer højt og afsætte betydelige anlægsmidler til formålet.
Mariager Skole får et løft på hele 9,4 mio. kr., der skal bruges til nye faglokaler, et større skolegårdsprojekt, et fællesrum til indskolingen samt en gennemgribende renovering af receptions- og kontorgangen.
Samtidig afsættes 5 mio. kr. til Havbakkeskolen, hvor faglokalerne skal bygges om for at skabe bedre og mere tidssvarende læringsmiljøer. Også de mindste får glæde af investeringerne – Børnehaven Kriblebo får nemlig en renovering til 1,9 mio. kr.
Aftaleparterne er desuden enige om, at Udvalget for Børn og Familie frem mod budget 2027 skal undersøge mulighederne for at etablere vuggestuepladser i Als ved Børnehaven Kriblebo. Resultatet af drøftelserne skal danne grundlag for, om anlægsinvesteringen skal udvides i forbindelse med næste budget.
Med investeringerne sikres bedre rammer for både leg, læring og trivsel – og kommunens skoler og institutioner rustes til fremtiden.
Læs hele budgetaftalen her: Link til budgetaftalen


