Lykatec planlægger stor udvidelse: Ny bygning og bedre trafikforhold
Igangsætning – planlægning for udvidelse af Lykatec i Overlade er på dagsordenen når Teknik og Miljøudvalget i Vesthimmerland holder møde den 12. august 2024.
Økonomiudvalget skal beslutte, om arbejdet med udarbejdelse af planforslag skal igangsættes.
Baggrund: Virksomheden Lykatec ligger på Bjørnsholmvej 118 i Overlade. Virksomheden producerer og leverer rør til fjernvarme og har nu behov for udvidelse. De ønsker en ny bygning på 2.000 m2 til produktion og indendørs lager. Derudover et større areal til udendørs oplag. Virksomheden ønsker en ny vejadgang mod syd til Borregårdsvej, så den tunge trafik ledes mod syd i stedet for mod nord ad Bjørnsholmsvej.
Udvidelsen kræver et kommuneplantillæg og en ny lokalplan, da arealet for udvidelse ikke er omfattet af planlægning. I vedlagte to kortbilag ses henholdsvis udstrækningen af udvidelsen samt gældende kommuneplanramme og lokalplaner i Overlade.
Forventet konsekvens
Arealet vil blive udlagt til erhvervsformål.
Fokus i planlægningen forventes at være på:
- at give virksomheden mulighed for den ønskede udvidelse og nye vejadgang, og samtidig afgrænse anvendelsesmulighederne, så det sikres, at grundvandet ikke påvirkes. Området ligger indenfor indvindingsopland og delvist indenfor et boringsnært beskyttelsesområde (BNBO).
- at skabe mulighed for de støjdæmpende foranstaltninger og afskærmninger, som måtte vurderes nødvendige i fremtiden for at overholde de vejledende støjgrænser. Virksomheden vurderer, at der ikke vil fremkomme yderligere støj med den ønskede udvidelse, da både den nuværende produktion og fremtidige produktion vil foregå i lukkede isolerede bygninger.
Forvaltningen vil sigte efter at sikre virksomheden og området som erhvervsområde, også i forhold til fremtidige ønsker om nye bygninger og aktiviteter. Samtidig skal det sikres, at støjgrænser kan overholdes ved naboerne, og at der sker en tilstrækkelig beskyttelse af grundvandet.
Organisering og kommunikation: Planforslagene sendes i offentlig høring og alle nærmeste naboer får en orientering herom.
Lovgrundlag: Planlovens kap. 4, 5 og 6. Miljøvurderingsloven.
Økonomi: Udgiftsneutral.
Procesplan: Planforslagene vedtages til udsendelse i offentlig høring i Byrådet via Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget. Herefter har alle mulighed for at indsende bemærkninger, indsigelser eller forslag til ændringer i planerne.
Høringssvarene præsenteres herefter politisk og der tages beslutning om endelig vedtagelse med eller uden ændringer i planerne.
Hvis der i Byrådet er truffet beslutning om neddelegering af kompetencen, kan planforslagene endeligt vedtages af Økonomiudvalget.
Planforslagene og de endeligt vedtagne planer annonceres på kommunens lokalplanportal og via plandata.dk.
Alle, der har afgivet høringssvar, får tilsendt de endelige planer og orientering om beslutning.
Sagen afgøres i Økonomiudvalget via Teknik- og Miljøudvalget.
Administrationen indstiller at udarbejdelsen af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan igangsættes.
Bilag
Gældende planlægning for Overlade
Nuværende placering og udvidelse