Louise Frank: Det giver mening, når arbejde og familieliv hænger sammen
Da Louise Frank den 1. oktober 2025 startede i sit nye job som privatkunderådgiver i Sparekassen Danmark Hobro, gik der ikke mange uger, før hun blev bekræftet i, at det var den helt rigtige beslutning. Efter flere år i et andet pengeinstitut i Aars mærker hun nu, at både arbejdsliv og familieliv går endnu bedre hånd i hånd.
For den 29-årige privatkunderådgiver betyder det meget at have arbejdspladsen tæt på hjemmet i Valsgaard, hvor hun bor sammen med sin kæreste og parrets to børn på 1 og 3 år. De små går i dagpleje og børnehave i nærområdet, og Louise sætter pris på, at hverdagen hænger bedre sammen, når transporttiden er kort.
“Det giver en helt anden ro, at vi nu bor og arbejder i samme område. Jeg er selv vokset op i Valsgaard og kender rigtig mange herfra – det giver en stor tryghed og følelsen af at høre til,” fortæller hun.
At det blev netop Sparekassen Danmark, Louise søgte mod, er heller ingen tilfældighed. Hun og hendes to søskende har altid været aktive i foreningslivet, og i dag spiller Louise selv håndbold på 3. divisionsholdet i Valsgaard.
“Når man kommer i hallen til træning eller kamp, ser man Sparekassen Danmarks logo overalt – på gavle, skilte, udstyr og på trøjerne,” fortæller hun med et smil. “Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville arbejde et sted, hvor man bakker så meget op om lokalsporten, foreningslivet og alle de ildsjæle, der får det hele til at køre.”
Louise Frank peger på, at Sparekassen Danmarks lokale engagement også skaber en positiv cirkel. Når Sparekassen Danmark Hobro eller Sparekassen Danmark Fonden Hobro uddeler sponsorater og donationer, kommer det lokalsamfundet til gode på flere måder: Foreningerne får udviklet deres tilbud, lokale håndværkere og butikker får opgaver, og de ansatte kan bruge deres løn i området.
“Det hele hænger sammen. Det er godt for foreningerne, for erhvervslivet og for sparekassen, der på den måde også får mulighed for at give endnu mere tilbage,” siger Louise.
Det stærke fællesskab, Louise kender fra håndboldholdet i Valsgaard, har hun også mærket i Sparekassen Danmark Hobro.
“Jeg blev taget virkelig godt imod fra dag ét. Mine kollegaer er gode til at hjælpe hinanden, og der er en oprigtig lyst til, at alle skal trives. Det betyder meget, når man er ny,” fortæller hun.
Louises kæreste arbejder som bygningskonstruktør i Viborg, og sammen har parret netop investeret i et sommerhus ved Vesterhavet.
“Vi er begge meget familie- og venneorienterede, så det betyder meget for os at have et sted, hvor vi kan samles, slappe af og få ladet op. Sommerhuset skal være rammen om hyggelige weekender og ferier med mere tid til hinanden, siger Louise Frank.


