Lokalhistorie på farten: Ny udstilling ved gamle fabriksbygninger i Godthåb
Nordjyske Museer er på turné i det nordjyske med udstillingen Den Korte Historie. Et koncept, der bringer den lokale historie ud til stedet, hvor den fandt sted. Fra mandag 19. maj kan man opleve Den Korte Historie fortælle om den landskendte familievirksomhed Godthåb Hammerværk, der producerede Zinck-redskaber. Det sker ved de gamle fabriksbygninger i Godthåb ved Svenstrup.
I dag er det Godthåbs gode beliggenhed tæt på natur, arbejdspladser og infrastruktur – samt byens rige foreningsliv – der tiltrækker mange tilflyttere, og er medvirkende til at byen vokser med nybyggerkvarterer. Tidligere var det noget helt andet, der formede byen – nemlig familien Zincks Hammerværk. Det kan dog stadig anes i mange af byens bygninger og institutioner, og er dermed stadig en del af byens historie.
Containerudstillingen Den Korte Historie ridser hammerværkets historie op og fokuserer blandt andet på, hvordan familien Zinck med fabrikken skabte byen og forandrede landskabet i Godthåb.
I 1989 blev virksomheden opkøbt af industrigiganten Fiskars. Dele af det oprindelige Godthaab Hammerværk var i drift helt frem til 2007, men allerede i 1995 blev Museet Godthåb Hammerværk stiftet af fremsynede borgere med blik for den unikke kulturhistorie.
De mange hammerværker, der tidligere fandtes i Danmark, er i dag forsvundet. Tilbage står Godthaab som det eneste, hvor hele industrianlægget – bygninger, inventar og tilhørende vandveje – er bevaret, takket være lokale ildsjæle. I dag er den gamle fabrik indrettet som museum, hvor besøgende kan opleve de vanddrevne hamre i funktion og få indblik i arbejdsforholdene under den tidlige industrialisering i midten af 1800-tallet.
Udstillingen om Zincks Hammerværk og Godthåb er lavet i samarbejde med Museet Godthåb Hammerværk og Lokalhistorisk arkiv for Ellidshøj, Svenstrup og Godthåbsogne. Der er gratis adgang, og den kan ses i perioden 19. maj til 15. juni ved de gamle fabriksbygninger på Zincksvej 2b, 9230 Svenstrup.
To lørdage – 31. maj og 7. juni – er Lokalhistorisk arkiv for Ellidshøj, Svenstrup og Godthåb sogne til stede ved udstillingen, hvor arkivets frivillige vil fortælle om byens og områdets spændende historie.
Historie på farten
Containeren med Den Korte Historie kommer i løbet af 2025 rundt i forskellige afkroge af Nordjylland med forskellige lokale historier.
Udover fysisk at flytte den lokale historie fra støvede museumsbygninger langt væk og tættere på borgerne, så bliver historien formidlet på en lettilgængelig måde med korte tekster og udvalgte genstande. Udstillingen er kortfattet, og den kan opleves på ganske kort tid – deraf navnet Den Korte Historie.
Formålet er at nå dem, som normalt ikke går på museum, men som i stedet bare gerne vil have lidt historie med på farten.
Senere på sommeren kommer Den Korte Historie også forbi blandt andet Fårup Sommerland i anledning forlystelsesparkens 50-års jubilæum.
Projektet har modtaget støtte fra KulturKANten – Nordjyske Fortællinger, Den store kulturpulje Region Nordjylland, Sparekassen Nordjyllands Fond Af 29. marts 1976, Spar Nord Fonden, Sparekassen Danmark, Nordea-fonden og Nordland Automatic.

Foto: Lokalhistorisk arkiv for Ellidshøj, Svenstrup og Godthåb sogne

Foto: Lokalhistorisk arkiv for Ellidshøj, Svenstrup og Godthåb sogne