Lokal Smykkedesigner donerer årets juletræ i Mariager
De sidste par år har Smykkedesigner Helga Winther samlet penge ind til Mariager Kirkes julehjælp igennem salg af udvalgte smykker, hvor pengene har gået ubeskåret til julehjælpen.
Efter det frygtelige indbrud d. 30. juli hvor butikken i Mariager mistede smykker for et beløb svarende til ca. 1 million kroner, så Helga Winther sig desværre nødsaget til, at fravælge julestøtten i år.
”Det gjorde næsten helt ondt ikke at kunne give noget tilbage til folk i byen, som vi jo har gjort førhen.” Derfor har Helga, som noget helt specielt i år valgt i stedet, at donere det store juletræ til det gamle bytorv.
Det er en fast tradition i Mariager, at julen bliver indvarslet med et stort smukt juletræ på byens gamle torv.
”Det er med stor glæde, at jeg i år i stedet har sponsoreret Mariagers juletræ, som er nøje udvalgt fra vores skov hjemme i Hem,” siger Helga Winther, som sammen med sin mand har egen juletræsproduktion på gården i Hem.