Lions Club Løgstør løfter sammen med REMA 1000 juleglæden hos familier i Løgstør
Der bliver skruet op for juleglæden hos flere familier i den tidligere Løgstør Kommune. Det efter at REMA 1000 har bevilliget Lions Club Løgstør en donation på ikke mindre end kr. 30.000 til jule-hjælp til trængte familier. En donation som Lions Club Løgstør bakker op omkring med kr. 25.000.
-Ved samarbejdet mellem REMA 1000, Løgstør med hjælp fra KFI erhvervsdrivende Fond og Lions Club Løgstør, har vi mulighed for at give 30 pressede familier en vigtig hjælp til en indholdsrig jul. Hvem der bliver modtager af donationerne har vi ikke styringen af. Det overlader vi til sagsbehandlere i Vesthimmerlands Kommune. De oplever borgernes behov for en hjælpende hånd på tæt hold, siger præsident i Lions Club Løgstør Michael Bagger.
Han understreger, at Lions Club Løgstør i flere år har haft en julepulje, som er blevet uddelt til vanskeligt stillede familier i Løgstør. Han finder, at opbakningen fra REMA 1000 er med til i høj grad at støtte dette initiativ. Vi ved at alle dagligvarer stiger og at flere familier end tidligere har brug for en hjælpende hånd. Ved et samlet initiativ gør vi det muligt for familierne at nå målet med en glædelig jul, understreger Michael Bagge, Lions Club Løgstør.
-Vi er glade for samarbejdet med Lions Club Løgstør om at kunne uddele julehjælp uden selv at være medbestemmende om, hvem der modtager donationerne. For os at se har kommunens sagsbehandlere, som har behovene tættest på sig, de bedste chancer for at finde de rigtige familier. Det vil glæde os, at de rigtige findes og at det er fra vort nærområde. Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul, understreger Niels Jørgen Markussen, REMA 1000, Løgstør.
LÆS OGSÅ: Danmarks bedste plejehjem i Løgstør fortjener stor ros og anerkendelse