Lions Arden fejrer 40 års jubilæum med stort gavebingo i Arden Hallerne
For 40. år i træk inviterer Lions Arden til det traditionsrige Gavebingo i Arden Hallerne – søndag den 23. november 2025 kl. 19.00.
Arrangementet er et af efterårets højdepunkter i byen, og i år bliver det særligt festligt, når Lions Arden markerer 40-års jubilæum for den populære bingoaften
Lions Bingospil adskiller sig fra de fleste andre ved, at næsten alle præmier er sponsoreret af lokale virksomheder i Arden og omegn. Det betyder, at deltagerne kan se frem til et væld af flotte gevinster – og samtidig støtte lokalsamfundet.
Rejsegavekort som hovedgevinst
Aftenens hovedgevinst, som er sponseret af Lions Arden selv, er et rejsegavekort til Bravo Tours på 5.000 kroner. Gavekortet gælder i tre år, og vinderen kan frit vælge både rejsemål og tidspunkt – så der er god tid til at planlægge drømmerejsen.
Der spilles i alt 26 spil, og som altid bliver der også mulighed for at købe ekstra spil, som Jackpot, amerikansk lotteri og skrabelodder. Ved køb af en pose amerikansk lotteri med 10 numre følger endda et Fjord Lotto-skrabelod med i handlen – med præmier fra 50 til 6.000 kroner.
Hygge, samvær og lokale præmier
Dørene åbner allerede kl. 17.30, så der er rig mulighed for at finde en god plads, få en snak med naboen eller tage et spil kort, inden bingoen går i gang kl. 19.00.
Hallens cafeteria holder åbent både før spillet og i pausen, hvor der kan købes forfriskninger fra salgsvognen. Der afholdes desuden en kort rygepause efter spil nr. 13, da der er totalt rygeforbud i hallerne.
Et spil for fællesskabet
Når man deltager i Lions Arden Bingo, støtter man ikke kun en hyggelig aften – man bidrager også til et godt formål.
Lions Danmark er en del af verdens største humanitære hjælpeorganisation med over 1,5 millioner medlemmer i mere end 200 lande. Organisationen arbejder med fokus på synsbevarelse, katastrofehjælp, ungdom, sundhed og uddannelse, og i Danmark tæller Lions-bevægelsen omkring 5.850 medlemmer fordelt på 300 klubber i Danmark, Færøerne og Grønland.
Alt overskud fra aktiviteter som Bingo går ubeskåret til velgørende formål – primært i lokalområdet, men også til nationale og internationale projekter.
Administrationen betales udelukkende gennem medlemmernes kontingent – så hver en krone, der spilles om denne aften, kommer videre ud og gør gavn.
Kom og vær med!
Lions Arden håber på stort fremmøde til årets jubilæumsbingo:
”Jo flere der deltager, jo mere kan vi hjælpe andre,” lyder det fra klubben.
Så find bingopladerne frem og mød op til en hyggelig, spændende og meningsfuld aften i Arden Hallerne – søndag den 23. november kl. 19.00.


