Lille – men spændende hold konfirmander i Ranum Kirke
En lille skare på fire konfirmander valgte lørdag i sidste uge deres hjembys kirke i Ranum som rammen for deres konfirmation. Et valg som glædede sognepræst Tom Widerberg Hagedorn, for uanset hvor stor gruppen af konfirmander er, så er det min holdning, at de skal kunne blive konfirmeret i den kirke, der har deres hjerte og som er der placeret i den by, hvor de har deres dagligdag.
-Nedlæggelsen af Ranum Skole har lavet ændringer i konfirmationstraditionerne i Ranum. Konfirmationsforberedelserne følger traditionelt de skoler, man går i. Det har det ikke gjort i år. I de første fire måneder var det mine kollegaer i Løgstør Kirke, der forestod konfirmationsforberedelserne. Den sidste måneds tid er de fire konfirmander mødtes i sognegården her i Ranum, fortæller sognepræst Tom Widerberg Hagedorn.
-Vi har haft nogle fantastiske timer sammen. Vi har talt om mange forskellige emner og det glæder mig, at deres mål med at blive konfirmeret ikke blot er fest og farver. Der ligger mange andre dybe tanker bag. De har megen alvor med sig og finder, at verden i dag kræver eftertænksomhed. Det er en meget uforudsigelig verdensdagsorden, de er er del af. Glædeligt at oplevelsen af konfirmationen og tilhørsforholdet til kirken er med til at give ro, understreger sognepræst Tom Widerberg Hagedorn, Ranum Kirke.
Det var en næsten fyldt Ranum Kirke ved konfirmationen.
