Leg og hygge hele året i Øster Hurup: Stort legeland midt i byen trækker både lokale og turister
Midt på Kystvejen, lige i hjertet af Øster Hurup, finder man Øster Hurup Legeland – et stort, indendørs legeland fyldt med legestativer, rutsjebaner, boldkanoner og hyggekroge til både store og små. Og selvom Øster Hurup er kendt som en sommerby, er legelandet åbent hele året rundt.
“Vi vil gerne være et sted, hvor både feriegæster og lokale familier føler sig hjemme. Her skal være liv i Øster Hurup – ikke bare i sommerferien, men året rundt,” siger Janni Jensen, indehaver af Øster Hurup Legeland.
Legelandet byder på tre etagers legestativ, legeområder for de mindste, med traktorkrog, købmands butik, boldkanoner, mini-fodboldbane – air hockey bord– samt hyggelige områder, hvor forældre og bedsteforældre kan slappe af med en kop kaffe og stadig holde øje med børnene.
“Det skal være et sted med plads til både vild leg og roligt nærvær. Vi har bevidst skabt små hyggekroge rundt omkring i hele legelandet, med henblik på at give børn mulighed for at trække sig hen i fordybelses leg” fortæller Janni Jensen.
Noget for både lokale og turister
Legelandet oplever stor aktivitet i weekender og ferier, hvor sommerhusgæster og familier på weekendtur kigger forbi. Men det er ikke kun ferieturisterne, der bruger faciliteterne.
“Vi vil rigtig gerne værne om de lokale familier, og derfor tilbyder vi blandt andet månedskort, så det bliver nemt og fleksibelt at komme forbi – også i hverdagene,” siger Janni Jensen og tilføjer:
“Med adgangskortet kan det f.eks. være bedstefar, der henter børnene i børnehaven og tager dem med herhen, indtil mor og far får fri. Det skal være let og uden ekstra besvær.”
Der er også mulighed for at betale kontant via automat ved indgangen – eller besøge legelandet i weekender, hvor der er personale til stede i receptionen.
Fødselsdage og fællesskab
Udover almindelige besøg er legelandet også populært til fødselsdage og arrangementer.
“Vi har to flotte fødselsdagsrum på første sal, hvor man kan holde børnefødselsdag med selv medbragt mad. Det er også blevet populært blandt daginstitutioner og skoleklasser at holde fødselsdag eller klassearrangementer her,”fortæller Janni Jensen.
Via luge til restaurant Sizzlers inde ved siden af kan man købe mad og spise i spisesalen, men man må også gerne tage egen mad med og nyde den i legelandets spiseområde.
Åbent hele året
Øster Hurup Legeland har åbent hele året, dog lukket om mandagen uden for ferier. Et adgangskort med minimumsperiode på tre måneder bindings koster blot 75 kroner om måneden for 1 barn.
“Vi har åbent hver eneste dag året rundt, og det gør en forskel – især for de familier, der bor her fast og gerne vil bruge stedet som en naturlig del af hverdagen,” slutter Janni Jensen.






