ForsideVesthimmerlandLæserbrev om sundhedsreformen: Nordjylland er klar til fremtidens sundhedsvæsen

Læserbrev om sundhedsreformen: Nordjylland er klar til fremtidens sundhedsvæsen

Læserbrev om sundhedsreformen: Nordjylland er klar til fremtidens sundhedsvæsen

AF Pia Buus Pinstrup 
1. Næstformand i Region Nordjylland, Konservative

Den nye sundhedsreform er landet, og med dens mange initiativer ser vi ind i et sundhedsvæsen, der bliver styrket og tilpasset fremtidens behov. 

For os i Region Nordjylland betyder det, at vi får både muligheder og udfordringer, som vi skal gribe med nordjysk handlekraft og omtanke.

En af de store ændringer er, at akutpladserne fremover bliver en regional opgave, og at akutsygeplejerskerne fremover skal arbejde for regionen. 

Det er en vigtig justering, i håbet om at skabe bedre sammenhæng i indsatsen for vores akut syge borgere. Men en justering der kræver præcision, da kommunerne er meget forskellige i deres akutte set-up.

Samtidig er kommunerne driftsansvarlige for dele af aftalen frem til 2028, hvilket giver os tid til at sikre en glidende overgang og finde de bedste løsninger på tværs.

Der er også spændende nyt på psykiatriområdet, hvor børne- og ungepsykiatrien bliver tilført 150 mio. kr. – helt i tråd med de ønsker, vi har arbejdet for i regionen. 

Psykiatrien har i mange år været under pres, og denne prioritering viser, at regeringen har lyttet til behovene ude i regionerne. 

Med aftalen etableres to sundhedsråd i Nordjylland, og der lægges midler ud i klynger. Det giver os mulighed for at sikre, at ressourcerne bliver brugt, hvor de gør mest gavn – tæt på borgerne. 

For netop det nære sundhedsvæsen er afgørende. Borgerne skal opleve, at hjælpen er til stede lokalt og i øjenhøjde.

Aftalen er omfattende med sine 60-70 sider, og der er mange elementer, vi skal i gang med allerede fra 2026. 

For eksempel er der planlagt fem kronikerpakker, som rulles ud fra 2027. Det er et skridt i retning af større lighed i sundhed, da kroniske patienter får bedre adgang til behandling og støtte. 

Lighed i sundhed er en kerneværdi, som vi skal værne om.

Regionerne står over for flere forandringer, hvor kultur og klimatilpasning ikke længere bliver vores ansvarsområder. 

Det er en naturlig konsekvens af aftalen, men det betyder også, at vi kan fokusere endnu mere på sundhedsområdet – den opgave, der er vores kerne.

I Nordjylland er vi vant til at finde praktiske løsninger, og vi bliver den lille, vågne region, der implementerer aftalens mange tiltag i et godt og jævnt nordjysk tempo. 

Det vigtigste er, at vi holder fast i ambitionen om at bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne. 

Vi har et stærkt fundament for at sikre et sundhedsvæsen i verdensklasse, der samtidig er nært og trygt for alle i Nordjylland.

Lad os tage hul på arbejdet med sundhedsaftalen og vise resten af landet, hvordan man skaber løsninger, der virker i praksis. 

Tidligere artikel
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler