Læserbrev: Det her vælger du også til, når du får børn
Af Louise Juul Nielsen, Mariager
Jeg har stor respekt for folks beslutning, når de vælger ikke at få børn. Jeg er sikker på, at der ligger mange overvejelser bag sådan en beslutning, og børn er den største forpligtelse i livet.
Der er heldigvis også mange, som har meget store ønsker og drømme om børn. Børn er da også livets ultimative gave for dem, som ønsker dem.
Jeg har blot et lille men. Jeg går 100% ind for de offentlige og private pasnings- og undervisningsmuligheder, vi har i Danmark, og sætter utrolig meget pris på, at vi overhovedet har de muligheder, vi har. Jeg er også stor fortaler for, at man hjemmepasser og hjemmeunderviser, hvis man har den mulighed, og at det passer ind i den familiestruktur, man har.
Men, og her kommer det men. Jeg kan simpelthen ikke begribe, hvorfor man tilvælger børn og de pasnings- og undervisningsmuligheder vores land tilbyder, og så fralægger man sig ellers ethvert ansvar for deltagelse eller engagement i det tilbud, man afleverer sit barn i.
Hvor er det filmen knækker her?
Tallene for børn i mistrivsel stiger og stiger. Institutionerne mangler hænder og midler. Forældrene skælder og smælder over mangel på personale og midler til at opretholde den standard, de mener, deres børn fortjener i dagligdagen. Forældrene klager og råber, når deres barn møder udfordringer eller ikke trives, men hvor er den forebyggende indsats?
Ligger det ansvar og den forebyggende indsats udelukkende på politikerne og de stakkels overbebyrdede pædagoger?
I en ideel verden ville der være masser af kompetente hænder og hoveder til at varetage vores dyrebareste, mens forældrene passer deres arbejde og karriere i institutionernes åbningstid, og selvfølgelig skal der fortsat kæmpes for det, men det er ikke den virkelighed, vi står i. Og selvom der ville være personale og penge nok, ville vi forældre så fortsat bare kunne melde os helt ud af ansvaret?
Det mener jeg altså ikke. Hvis forældrene forlanger, at børnene skal tage deres skole alvorligt, burde de så ikke gå forrest? Vise børnene, at det er en prioritet?
Hvis vi skipper forældremøderne i børnehaven(for vigtigt kan det lige være?), vil vi så have en tendens til også at skippe dem i skolen? Hvilket signal sender det til børnene?
At deres skole ikke er vigtig? At de ikke er en prioritet? Det ligger da om noget op til mistrivsel, hvis man føler, at man ikke er en prioritet for ens forældre.
Jeg siger ikke, at alle forældre skal stille op i diverse bestyrelser, og jeg siger heller ikke, at man ikke skal have lov at være syg eller forhindret, men hvis man kan prioritere en tur på café og træne i fitness eller løbetræning 3-4 gange om ugen, så kan man skippe en af de ting, når der er et forældremøde. Har man fået børn, så man kan nedprioritere deres trivsel og dagligdag til fordel for at træne til det halvmaraton, man også har drømt om? Jeg siger ikke, at man ikke kan begge dele, for selvfølgelig kan man det. Men engang imellem skal der prioriteres, og i madpakker, struktur og planlægning, glemmer man måske, hvad der er vigtigt? Nemlig, at man giver sine børn de absolut bedste betingelser for at trives og simpelthen bare lykkes i livet. Er det ikke værd at prioritere?
Kom nu til de arrangementer institutionerne laver for at invitere jer ind i jeres børns hverdag. Benyt nu muligheden for at gøre en forskel – ikke kun for dit barn, men for alle børnene i dit barns institution. Vær med til at skabe og opretholde et fællesskab og sammenhold.
Det er det, som skaber trivsel og glæde, ikke kun for børnene, men også for de voksne, som giver dem den omsorg og læring, de har brug for, mens forældrene arbejder.
Og det er eddersparkeme vigtigt! Også i det tidlige børneliv!
