AF Anne Houmann Jensen – På vegne af lodsejergruppen
Det er ikke ordentligt!
Borgmester Jesper Greth har fået en idé. En hemmelig idé, som han har arbejdet på i tre år – uden byrådets
vidende.
Han ønsker at skaffe erhvervsjord i Støvring ved at bytte en stor del af kommunens østlige område væk. Vi,
som lodsejere af de ca. 550 hektar, der skal byttes væk, ønsker ikke at deltage i denne byttehandel! Det gør
vi ikke, fordi vi ikke ønsker, at vores gårde skal opsplittes over flere kommuner – og slet ikke til Aalborg
Kommune, som er notorisk kendt for ikke at vedligeholde sine vandløb.
Et sådant bytte vil medføre udbytteforringelser og værditab på vores jord – men også for opladet. Om vores jord senere skal opkøbes til
naturprojekter, og til hvilken pris, kan vi ikke få svar på. Borgmester Jesper Greth og hans Aalborg-kollega
Jan N. Thaysen giver nemlig skiftende forklaringer fra dag til dag.
Hvis fællesskabet ønsker, at vores jord skal indgå i naturprojekter, skal det ske på ordentlig vis gennem den
grønne trepart – med rimelige forhandlinger og ordentlighed. Ikke ved at lade Aalborg Kommune
oversvømme vores jord, gøre den værdiløs og derefter overtage den for en slik. Vi tror ikke på, at Rebild
Kommune med borgmester Jesper Greth i spidsen kan sikre denne ordentlighed.
Det er nemlig ikke ordentligt at arbejde i hemmelighed med et jordbytte med Aalborg Kommune i tre år, for
derefter kun at give os fem dages varsel inden et informationsmøde. Det er ikke ordentligt, at nægte at tage
referat fra informationsmødet og dermed forhindre, at kritiske stemmer og spørgsmål efterfølgende høres.
Det er ikke ordentligt, hvis landmænd i Rebild Kommune kommer til at afgive jord til den grønne trepart to
gange – først ved en tvangsoverførsel til Aalborg, og siden når Rebild-bønderne også skal levere for at leve
op til kommunens krav om udtagning og omlægning af jord.
Det er ikke ordentligt at fjerne arbejdspladser og levedygtige gårde i øst for at skabe flere arbejdspladser i Støvring. Nej – det er faktisk slet ikke ordentligt at blande vores jord ind i ønsket om mere erhvervsjord i Støvring.
Som borgere og skatteydere i Rebild forventer vi mere ordentlighed fra borgmesteren!


