Læseagenterne på udflugt
Rebild Bibliotekerne har sammen med Bavnebakkeskolen og Skørping Skole fundet 20 læseglade Læseagenter, som skal være med til at udtænke læseaktiviteter for de to skolers kommende 5. klasses elever.
– Agenterne har været i gang med at beskrive hvad man kan gøre i fællesskab for at gøre læsning til en endnu mere spændende oplevelse, og derfor har vi været på læsetur til St. Økssø. Læseagenterne har nemlig ønsket at læse i huler, ved et bål og i skoven. St. Økssø var derfor den perfekte ramme til en skøn læsedag, fortæller bibliotekar Mette Lindstrøm Nielsen og fortsætter:
– Sammen med naturvejleder Søren Risborg indtog Læseagenterne hyggelige hængekøjer, som fungerede glimrende som læsehuler. Men også badebroen og skovbunden blev taget i brug. Og en læsedag skal jo også byde på lidt lækkert – og hvad er mere passende end pandekager og skumfiduser, der langsomt bliver sprøde og lækre over bål?
– Vi glæder os til at mødes med Læseagenterne efter sommerferien, hvor der kommer endnu flere læseoplevelser på programmet.
Se mere her: National indsats for børn og unges læseglæde | Rebild Bibliotekerne