ForsideHimmerlandKvindelig sangskriverduo vinder konkurrence om ny grundlovssang

Kvindelig sangskriverduo vinder konkurrence om ny grundlovssang

Kvindelig sangskriverduo vinder konkurrence om ny grundlovssang

Vinderne af Sangens Hus, Højskolerne og DR’s konkurrence om en ny grundlovssang er fundet. Bag sangen står en forfatter og en højskolelærer, som har ladet sig inspirere af folkemusik, ytringsfrihed og ord som hadbesked og hamsterhjul.

Hvad har ordene navlepiercing, istidsspor og it-nedbrud med hinanden at gøre? De indgår alle i Danmarks nye grundlovssang.

I februar udskrev Sangens Hus, Højskolerne og DR en konkurrence, som skulle hylde 175-året for Danmarks første grundlov. Opgaven var at lave en fællessang, der lægger vægt på Grundlovens værdier i det 21. århundrede, og nu er vinderen fundet.

En jury har lyttet de 99 indsendte sange igennem og sammen valgt ”Der hvor du har er hjemme”, som er skrevet af digter og forfatter Dy Plambeck og komponeret af Marianne Søgaard, der er sangskriver, komponist og lærer på Silkeborg Højskole.

Ifølge juryen er der tale om en sang af høj kvalitet, der formår at forbinde tradition og samtid.

”Teksten minder os om historien gennem ord som ’længsel’, ’mindesmærke’ og ’jættestue’, men hvad mere vigtigt er, så møder vi også ord som ’hamsterhjul’, ’navlepiercing’ og ’hadbesked’. På den måde repræsenterer sangen ikke kun fortid eller nutid. Den forener Grundloven med et mere moderne Danmark og minder os om, at vi selv er en del af historien,” siger jurymedlem Rasmus Skov Borring, som er komponist og redaktør for Forlaget Højskolerne.

Ytringsfrihed og folkedans
Juryen bider også mærke i, at den nye grundlovssang modsat mange traditionelle sange om Danmark hverken nævner fysiske afgrænsninger eller sprog, men i stedet har vægt på stemmen som et demokratisk værktøj.
Dette bekræfter Dy Plambeck, som i sin tekst blandt andet har taget udgangspunkt i ytringsfriheden, der ifølge hende er en del af Grundlovens kerne.

”Det at have en stemme tror jeg er fundamentalt vigtigt for os mennesker. Ved at bruge sin stemme bliver man synlig og får plads i verden. Jeg ville gerne skrive en sang, der opfordrer folk, særligt unge mennesker, til at bruge deres stemme. Både valgstemmen, men også deres egen stemme. For på den måde sikrer vi demokratiets fortsatte udvikling,” siger hun.

I arbejdet med melodien til den nye grundlovssang har Marianne Søgaard ladet sig inspirere af historien om de folkemøder, som blandt andet blev afholdt ved Himmelbjerget fra 1839 til 1844 – få år inden Grundloven indførelse.

”Jeg havde lyst til at placere teksten i det folkekulturelle miljø, som Grundloven til en vis grad udsprang fra. Til folkemøderne samledes folket om taler, fællessang og folkedans. Jeg har derfor forsøgt at skrive en melodi, som er inspireret af folkemusik og kan akkompagneres af akustiske instrumenter som harmonika og violin. Jeg forestiller mig, at man kan danse en folkedans til den,” siger hun.

Vindersangen synges til grundlovsfest og Folkemødet
Vindersangen blev forleden offentliggjort i programmet ”Klassisk eftermiddag” på P2.

Sangen vil også blive sunget under DR’s store Grundlovsdagsarrangement den 5. juni på Grønningen ved DR Byen i København og under åbningen af Folkemødet på Bornholm senere i juni.

I anledningen af 175-året for Grundloven har Sangens Hus lavet en sangpakke med flere sange, som er oplagte at synge til grundlovsarrangementer den 5. juni – og den nye vindersang indgår selvfølgelig også.

Om konkurrencen
I februar 2024 udskrev Sangens Hus, Højskolerne og DR en sangkonkurrence i anledning af 175-året for Grundloven. Juryen har modtaget og gennemgået 99 sange.

Vindersangen blev offentliggjort i dag i programmet ”Klassisk eftermiddag” på P2. Den indgår i DR’s dækning af jubilæet for Grundloven og synges til åbningen af Folkemødet på Bornholm.

Der gives en pengepræmie på 15.000 kr. til forfatter og 15.000 kr. til komponist.

Om vinderne

Dy Plambeck (f. 1980) er forfatter og digter. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2004, har vundet flere litterære priser og er blandt andet kendt for bøgerne ”Til min søster” fra 2019 og ”Mod midnatssolen” fra 2024.

Marianne Søgaard (f. 1982) er sangskriver, komponist, sanger og højskolelærer. Hun er uddannet rytmisk sanger fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og bachelor i teologi ved Aarhus Universitet. Siden 2017 har hun været lærer på Silkeborg Højskole.

I den nyeste udgave af Højskolesangbogen fra 2020 har Dy Plambeck og Marianne Søgaard samarbejdet om sangene ”Hold håbet op” og ”Skybrud”, og lige nu er de i gang med et album, som forventes at komme til efteråret.

Der hvor du har hjemme
Tekst: Dy Plambeck, 2024 – Musik: Marianne Søgaard, 2024
Vindersang i anledning af 175året for Grundloven

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler