Kunstudstilling, talks, levende musik og fællessang i Det Røde Pakhus – Hobro
Sommer i Pakhuset på havnen i Hobro viser værker af 29 kunstnere i perioden 20. juli til 1. august. Her præsenteres en alsidig vifte af værker på podier og vægge. Bestyrelsen bag sommerens kulturelle mødested har netop budt den sidste gruppe af udstillere velkommen.
Beth Slot Larsen udstiller finurlige skulpturer af genbrugsmaterialer. Et legende udtryk skabt i bemalet træ og genbrug af alt mellem himmel og jord – som Beth har fundet på hendes vej.
Kjeld Mervin udstiller 7 store portrætter af kvinder. Portrætterne er trykt i store formater med en høj detaljegrad. Sommer i Pakhuset viser for første gang denne lille serie, der er blevet til udelukkende ved brug af AI. Den kunstige intelligens er forsynet med flere hundrede billeder og informationer for at skabe disse værker.
– Projektet er en måde at kombinere det klassiske håndværk (fotografiet) med den nyeste teknologi og undersøge hvordan dette kan skabe nye udtryk, fortæller Kjeld Mervin.
Sommer i Pakhuset har valgt at vise disse værker ´Kunstig intelligens skiller vandende i kunstverdenen, spørgsmålet er om vi skal lære at bruge AI som et redskab og implementere det i arbejdet, om vi skal holde fast i det håndskabte værk eller om disse ting kan kombineres – se udstillingen og vurdér det ved selvsyn´ – opfordrer Dorthe Lund fra Pakhuset på havnen i Hobro.
Udstillingen er åben alle dage kl 10-20. Den sidste dag er fredag den 1. august, hvor udstillingen lukker kl. 18 for i år.


