Kunstneriske sko indtager Det Røde Pakhus i påsken
Traditionen tro slår påskeudstillingen i Det Røde Pakhus på Hobro Havn dørene op Skærtorsdag, når lokale og regionale kunstnere igen samles om en fælles udstilling. Ferniseringen finder sted Skærtorsdag klokken 11, hvor alle er velkomne til at kigge forbi.
Ved åbningen sørger Carsten Hammer for den musikalske underholdning, og foreningen bag udstillingen byder gæsterne på et glas i anledning af ferniseringen.
I år deltager mere end 30 kunstnere med værker i mange forskellige udtryksformer. Publikum kan blandt andet opleve relieffer, malerier, akvareller, tegninger, skulpturer og keramik.
Årets tema er sko, som flere af kunstnerne har ladet sig inspirere af i deres værker.
“Vi kan godt lide at arbejde med et tema, fordi det giver kunstnerne noget fælles at tage udgangspunkt i. Samtidig er det spændende at se, hvor forskelligt et tema kan blive fortolket,” siger Dorthe Lund, der er en af initiativtagerne bag udstillingen.
Påskelørdag bliver der også mulighed for selv at være kreativ. Her inviterer arrangørerne til workshop i pakhuset fra klokken 11 til 17. Deltagerne kan enten tage deres egen sko med eller få udleveret en i udstillingen og derefter skabe deres eget kunstværk med de materialer, der stilles til rådighed.
Workshoppen er gratis og åben for både børn og voksne.
“Vi håber, at mange vil have lyst til at være med. Det er en hyggelig aktivitet for hele familien, og man behøver bestemt ikke være kunstner for at deltage,” siger Dorthe Lund.
Blandt årets udstillere er også træskulptøren Ole Frimand, som for nylig er flyttet til Valsgård fra Samsø. Han arbejder primært i træ og er kendt for sine karakteristiske og humoristiske skulpturer. I Valsgård har han indrettet værksted i Søren Hauers tidligere værksted, hvor hans opsigtsvækkende skulptur “Røv med ører” i dag troner på taget.
Under udstillingen kan gæsterne desuden nyde kaffe og kage i pakhuset. Kaffebaren drives af frivillige, og der serveres blandt andet kager fra BÆCH’s.
“Vi er meget taknemmelige for den store opbakning fra de frivillige, der hjælper i kaffebaren. Det betyder rigtig meget for, at vi kan skabe en hyggelig ramme omkring udstillingen,” siger Dorthe Lund.
Påskeudstillingen holder åbent Skærtorsdag, Langfredag og Påskelørdag alle dage fra klokken 11 til 17.




