Kulturskolen i Mariagerfjord er klar med kreativt program for alle aldre
Nu er det tid til at finde pensler, instrumenter, kostumer og fantasien frem. Mariagerfjord Kulturskole har netop åbnet for tilmelding til sæson 2025/2026.
Programmet for Mariagerfjord kulturskole er klar, og det betyder, at børn, unge og voksne fra hele Mariagerfjord Kommune igen kan vælge mellem en række spændende kreative fritidstilbud.
Undervisningen begynder efter sommerferien og finder primært sted efter skoletid på skoler og i kulturhuse rundt i hele kommunen – og det kræver blot én ting at være med: Man skal huske at tilmelde sig.
Et kreativt program der spænder bredt
Sæsonprogrammet byder på billedkunst, danseteater, teater og masser af musik. Teaterholdene leger med karakterer, kostumer og fortællinger, mens elever til danseteater kombinerer bevægelse, fantasi og rytmer. På billedkunstholdene får eleverne mulighed for at udfolde sig med farver og former i mange forskellige materialer – og der bliver også lavet udstillinger undervejs.
Musikdelen spænder bredt, fra soloundervisning til kor, orkestre og sammenspilshold – for både børn og voksne. De yngste kan starte på et af Kulturskolens forskolehold, hvor de leger sig ind i musikken, og for voksne er der fleksible forløb med 10 gange undervisning.
I år er der også spændende nyheder på programmet, bl.a. et nyt Spirekor i Hadsund, hvor både piger og drenge i alderen 7-11 år kan synge med, samt et demenskor i Hobro, der udbydes i samarbejde med Biecentret Mariagerfjord.
Kulturskolen er et frirum med fællesskab
”Kulturskolen er meget mere end bare undervisning. Her finder du glæden ved at skabe noget sammen med andre – og du udvikler dig både fagligt og personligt. Vi ser gang på gang, hvordan kreativ udfoldelse kan skabe glæde og sammenhold.
Her er der plads til, at du kan udfolde dig kreativt eller fordybe dig i et fag – og samtidig blive en del af et trygt og inspirerende fællesskab. Uanset om du er nybegynder eller øvet, er der mulighed for at finde et tilbud, der passer til dig. Vi glæder os meget til den kommende sæson, og til at byde både nye og nuværende elever velkomne” – siger Kulturskoleleder Claus Olesen.
Tilmeldingen til næste skoleår er åben til og med d. 15. maj på Kulturskolens hjemmeside www.mariagerfjordkulturskole.dk. Her kan man også kan læse meget mere om alle skolens tilbud.


Foto: Mariagerfjord Kulturskole