Kultur-og Idrætscenter Lanternen fejrer 10 år succesfuld udvikling
Kultur-og Idrætscenter Lanternen i Løgstør fejrer lørdag, den 30. august 10-års jubilæum. Her kan de se tilbage på et forløb med masser af udfordringer. Det samme gælder fremtiden, idet den yderst aktive bestyrelse har mange visioner, der arbejdes ihærdigt på at få opfyldt.
Nogle af målene er at få skabt flere idrætsaktiviteter. At få flere brugere af hallens faciliteter. Få vendt fleres øjne mod brug af de mange faciliteter, som kultur-og idrætscentret indeholder. En tilvækst af aktiviteter der kan medvirke til at generere indtægter til driften af Kultur-og Idrætscentret, som har en presset økonomi.
Det med baggrund i skade på halgulvet i den store sal, som gjorde det nødvendigt at udskifte hele gulvet i de to store haller. En indsats der betød uventede udgifter på 2.5 millioner kroner. En mavepuster, som bestyrelsen kæmper med at få betalt. Det kommer ikke af sig selv, men med den kreativitet, som bestyrelsen udviser, er der håb forude.
Halinspektør parret Claus og Dorthe Jensen, som har været ansat fra starten, har gjort en kæmpe indsats. De har med deres åbne arme medvirket til at gøre Kultur-og Idrætscenter Lanternen til byens samlingssted. Et sted hvor der er plads til masser af udvikling af såvel sportslige som kulturelle aktiviteter og som et møde/værested for mange personer.
Kultur-og Idrætscenter Lanternen har med sit kæmpe potentiale masser af muligheder. Det har gjort, at der gennem de 10 år har været en stor tilgang af sportsgrene. For blot at nævne nogle af dem kan nævnes, boksning, badminton, minihåndbold, redskabsgymnastik, dart, skydning dans, Beach håndbold, fodbold, tennis, paddle tennis, fod-og håndbold. Flere tiltag kan blive aktuelle.
Stedet er ligeledes et yndet sted for byens børnehaver, kommunale og private dagplejere, som ofte bruger faciliteterne.
Sammenbygningen med Løgstør Skole gør, at der er en levende trafik mellem de to institutioner konstant. Med et velfungerende køkken i Kultur-og Idrætscentret er det blevet elevernes madsted. To kokke sørger for, at der hele tiden serveres spændende retter fra kantinen. Det samme gør de, når der holdes fester, foredrag, Oktoberfest og andre arrangementer i lokaliteterne.
Miljø er generelt en vigtig ting i Kultur-og Idrætscenter Lanternen. Med udgangspunkt i Green Sport Facility miljømærket er det alle steder fokus på den miljømæssigt rigtige drift. Det gælder energiforbrug, vand, varme og el. Strøm leveret af klimavenlig leverandør. Hertil kommer affaldssortering, miljørigtige rengøringsprodukter og madspild.
Skulle man påtænke at give en gave på fødselsdagen, så oplyser Kultur-og Idrætscenter Lanternens formand René Danielsen, at den gerne må være i kontanter. Beløbet vil da blive brugt til vægudsmykning i Lanternen.






















