ForsideMariagerfjordKom med på den årlige Kuffert-dag hos Veteranbanen i Mariager - Pap...

Kom med på den årlige Kuffert-dag hos Veteranbanen i Mariager – Pap og læder giver gratis billet

Kom med på den årlige Kuffert-dag hos Veteranbanen i Mariager – Pap og læder giver gratis billet

Har du en gammel rejsekuffert stående – en af dem med stil, charme og historie? Så er det tid til at støve den af og tage den med til Veteranbanens traditionsrige Kuffert-dag. For én dag om året forvandles den hyggelige veterantogsrute mellem Mariager og Handest til en rejse tilbage i tiden – og du kan komme gratis med, hvis du medbringer en kuffert fra før plastik blev hvermandseje.

”Alle voksne, der medbringer en pap- eller læderkuffert – sådan én fra de gode gamle dage – kører gratis med på Kuffert-dagen,” fortæller driftsbestyrer Frits Sørensen fra Veteranbanen. Men han advarer med et smil: ”Sportstasker, rygsække og reklameposer tæller altså ikke med!”

Matador-stemning og nostalgisk charme

Har du lyst til at trække i Matador- eller Badehotellet-inspireret tøj, er du mere end velkommen. Jo mere autentisk, jo bedre. Det bidrager blot til den stemningsfulde oplevelse. For når du træder ombord i de historiske togvogne – den ældste fra 1910 og den ”yngste” fra 1934 – er det som at træde direkte ind i en anden tid.

Veterantoget, fremført af det imponerende røde diesellokomotiv bygget i 1953 på Frichs A/S i Aarhus, tøffer afsted gennem det smukke landskab med en rolig hastighed på 30 km/t. ”Du må ikke forvente ekspresfart, men vi lover, at du får sjælen med,” siger Frits Sørensen.

Undervejs kan du nyde udsigten fra de åbne endeperroner – over Mariager Fjord, gennem bøgeskove, kuperede marker og hen over heden ved Glenstrup Sø. Lyden af lokomotivets fløjte og den knirkende trævognsrytme sætter den helt rigtige nostalgiske tone.

Hent kuffert-billetten på stationskontoret i Mariager eller få billetten hos togpersonalet. I kan sammen nyde et af Danmarks naturskønne landskaber set fra de hundrede år gamle personvogne. Foto: Asger Christiansen

Stop, stå af – og bliv samlet op igen

Vil du udforske området, kan du hoppe af toget ved en af banens mange stationer og trinbrætter. Der er mulighed for at gå en tur og hoppe på igen senere – lige som i gamle dage. I Handest kan du besøge stationens hyggelige pakhus med kiosk og en modeljernbane med rød skinnebus.

”Det bliver ikke helt som i H.C. Andersens Den flyvende kuffert, men måske håndterer ‘Røde’ din bagage, når du ankommer til Handest,” smiler Frits Sørensen med et glimt i øjet.

Madkurv og minder for hele familien

Glem ikke madkurven og kaffen – det smager dobbelt så godt, når det nydes i en næsten 100 år gammel togvogn eller på Handest Station. Togturen tager cirka 45 minutter hver vej på den 17 kilometer lange strækning.

”Kuffert-dagen er en oplevelse for alle generationer,” slutter Frits Sørensen. ”Det er ikke bare en togtur – det er et tilbageblik til en tid, hvor rejsen i sig selv var noget særligt.”

Se mere information her

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler