Af: Sportschef Lars Justesen Hobro IK
Klumme: Hobro tager imod FCK – David møder Goliat på DS Arena
Så er det igen blevet tid til pokalbold på DS Arena, når vi i dag tager imod de forsvarende pokalmestre fra FC København.
Det bliver David mod Goliat – en kamp, hvor vi kan og skal spille frit og ubekymret. Økonomisk set burde vi på ingen måde kunne slå FC København, men de fleste kan måske huske vores tur i Parken for 11 år siden, eller bare det seneste opgør mod københavnerne i 2022 i pokalkampen på DS Arena, hvor vi kæmpede os ud i en straffesparkskonkurrence, inden vi desværre måtte se os slået. Det er det, pokalkampe kan – og netop derfor betyder økonomi mindre i en knald-eller-fald-kamp som dagens opgør.
Vi kommer ind i en periode, hvor vi senest måtte se os slået af Hillerød – det første nederlag i vores seneste fire kampe. Dagens kamp bliver en god mulighed for os til at slå tilbage, vise stor moral og sammenhold – og samtidig få en fed oplevelse, som vi også skal huske, at dagens kamp er.
For mange af vores spillere vil dagens opgør højst sandsynligt være mod den største og stærkeste modstander, de nogensinde har mødt. Mod spillere, de har idoliseret og set op til – og måske endda mod et hold, de har eller stadig holder med. Vi skal nyde kampen, men ikke lade os forblinde. Vi skal ud og arbejde stenhårdt for hinanden og for målet om sejr – og med det stærke sammenhold, vi har i Hobro IK, og med troen på os selv, skal vi jagte sejren.
Vi skal som klub, som spillere og som fans huske at nyde en dag som denne, hvor de forsvarende danske pokalmestre kommer på besøg. Vi skal tage oplevelsen med os som noget, vi kan lære og udvikle os af – og hvem ved, måske kan vi lave overraskelsen og slå FC København ud.
Med dette – rigtig god kamp!


