Af Teknisk chef i Hobro IK Lars Justesen
Klumme: Endelig tilbage på DS Arena
Efter mere end tre måneder er vi endelig tilbage på DS Arena. Vi har glædet os helt vildt til at vi igen skulle mødes til hjemmekamp på DS Arena og håber I har gjort det samme.
Efter en velfortjent juleferie startede spillerne op til vinteropstarten i starten af januar. En vinteropstart, hvor vi har spillet fire testkampe inden turen gik til Cypern på træningslejr. Første testkamp blev spillet på Eurowind Energy Park i en kamp, hvor Randers FC blev besejret med 2-0. Herefter fulgte en sejr på 4-0 over Thisted FC, hvor tilbagevendte Richmond Gyamfi scorede to af de tre mål. Ugen efter var modstanderen Viborg FF, hvor det blev til et smalt nederlag på 2-1 inden vi sejrede over Skive IK i en kamp, der endte 3-0. Alt i alt nogle rigtig gode testkampe, hvor vi fik prøvet nogle forskellige ting af, både taktisk og positionelt.
Samtidig med testkampene i januar måned var transfervinduet åbent. Vi forventede et roligt transfervindue, der dog viste sig at blive hektisk på sidste dag i vinduet. I starten af vinduet solgte vi Mathias Kristensen til Aalesund. Mathias Kristensen der er ’assistkonge’ i NordicBet Ligaen er selvsagt en svær mand at erstatte, men vi synes, at vi med tilgangen af Richmond Gyamfi, har fundet den kreative x-faktor, som ’MK’ tog med sig. Og netop Richmond Gyamfi har vist sig rigtig flot frem i vinteropstarten med flotte mål og driblefærdigheder, der volder alle hold problemer.
I løbet af transfervinduet bød vi velkommen til Christian Enemark, der kom til fra Kolding IF. Christian Enemark, er en forsvarsspiller, der kan dække flere positioner i bagkæden og med sin alder og erfaring kommer han med lederevner, der komplementerer vores hold godt efter Jesper Bøge valgte at stoppe i Hobro IK.
På transfervinduets sidste dag bød vi også velkommen til Mikkel Kannegaard, der er U19-landsholdsspiller. Mikkel Kannegaard er en ung midtstopper, der kom til fra AGF, hvor han som kun 16-årig blev en fast del af AGFs 3F Superliga-mandskab. I de døende timer af transfervinduet sagde vi også farvel til Jesper Cornelius som vi solgte til 3F Superligaholdet Lyngby BK. En fantastisk historie om en ung mand vi hentede i Danmarksserien og nu sender videre til den bedste danske række. Vi har alle set prøver på, hvilket potentiale som Jesper Cornelius besidder og vi ønsker ham alt held og lykke med at forløse dette potentiale i Lyngby.
Udover de nævnte nye spillere er Tobias Lennert fra vores U23 hold rykket permanent op i NordicBet Liga truppen.
Træningslejr i Cypern
Efter transfervinduet lukkede tog vi afsted på træningslejr i Cypern – noget vi ikke har været vant til. Mange af vores spillere var på deres første træningslejr og den skuffede ikke. Faciliteterne var i top, både hotel og baner. Dette gav de bedste forudsætninger for at fokusere på det sportslige og det sammenhold, der kendetegner Hobro IK. En uge, hvor holdet blev rystet endnu mere sammen og vi under varmere himmelstrøg kunne finpudse de taktiske detaljer frem mod dagens kamp mod Vendsyssel FF.
Vi håber at I har glædet jer lige så meget til at være tilbage på DS Arena, som vi har gjort.
Rigtig god kamp.