Klimaklar familie – Klimatopmøde i Aars
Klimahandlingsdag torsdag d. 25 april. Kom til fællesspisning, hygge og handling for børn og voksne og hør, hvordan du får overskud på klimakontoen.
Oplev en hyggelig og lærerig aften for hele familien på Aars Bibliotek. Der er besøg af Familiernes Klimatopmøder, der på en levende og underholdende måde fortæller om de syv vaner, I som familie kan arbejde med, hvis I vil leve mere klimavenligt.
Efterfølgende kan I prøve Danmarks mest raffinerede CO2-regnemaskine og sammen regne på, hvilke vaner I som familie har lyst til at ændre på, så I kan blive klimaklar. Aftenen slutter af med hyggelig fællesspisning og nyder den inspirerende mad lavet af elever fra fødevarelinjen på HEG, som arbejder med bl.a. bæredygtighed og klimavenlige fødevarer.
Med klimatopmødet får din familie et ”100 meter-mærke” i klimaforståelse på en både sjov og lærerig måde. I bliver kloge på de klimavenlige vaner, der er nøje udregnet af Vanebrudspalæet i samarbejde med Aarhus Universitet, som har gjort op med, hvad der er fakta og hvad der er fordomme. Efterfølgende kan I tage CO2-regnemaskinen med hjem og bruge den igen og igen.
Aftenens program
Kl. 16.30-17.30: Velkomst og oplæg om klima og vaner
Kl. 17.30-17. 40: Pause
Kl. 17.40-18.30: Familien arbejder med vaner og CO2-udledning i regnemaskinen
Kl. 18.30-19.00: Fællesspisning: Elever fra fødevare-linjen på HEG serverer lækker og klimavenlig mad
Praktisk information
- Hver familie skal medbringe en computer (husk oplader). Har man ikke en computer, kan en tablet også benyttes.
- Børn fra 12 år kan sagtens være med i snakken! For yngre børn over 5 år er der et legeområde, som de kan smutte over til undervejs. Børnehjørnet er under opsyn under hele Klimatopmødet.
- Vesthimmerlands Kommune får adgang til anonymiseret data fra klimatopmødet til beregning af forbrugsudledninger. Læs mere om hvordan vi anvender data på vesthimmerland.dk
- Tid:16:30 – 19:00
- Pris 20 kr.
- Bibliotek: Aars Bibliotek
- Målgruppe: For alle
OBS: Både børn og voksne skal købe billet for at deltage