Klima Rebild klar med nyt program for 2026
Programmet for Klima Rebild 2026 er nu offentliggjort og byder på en lang række aktiviteter med fokus på klima, bæredygtighed og fællesskab i Rebild Kommune. Årets program rummer både workshops, foredrag og praktiske arrangementer, der skal inspirere borgere i alle aldre til at engagere sig i den grønne omstilling.
En særlig nyhed i år er Klimadagen, som afholdes den 22. marts på KulturStationen, Skørping. Her samles mange af Klima Rebilds aktiviteter på én dag og ét sted, så det bliver nemt at få ny viden og konkrete idéer til en mere klimavenlig hverdag.
Klimadagen byder på et bredt program med aktiviteter for hele familien. Blandt oplevelserne er Det Store Byttemarked, Repair Café, oplæg om permakultur, samtalesaloner, filmvisninger og foredrag. Der vil også være mulighed for at smage klimavenlig mad og møde lokale aktører, der arbejder med bæredygtige løsninger.
Langt de fleste aktiviteter er gratis, og formålet er at gøre det let at deltage og blive inspireret. Hele programmet for 2026 samt praktiske oplysninger om Klimadagen kan findes på klimarebild.dk.


