Af Karen Østergaard (A) Byrådsmedlem og kandidat ved KV25 Mariagerfjord Kommune
Meningsfulde visioner skaber vi sammen
Det er en kunst at skabe visioner, der ikke bare lyder godt på papiret – men som faktisk giver mening for dem, det hele handler om, borgerne. For hvad nytter det, hvis vi som politikere har flotte visioner, hvis vi står alene med dem ?
Eller hvis retningen vi sætter, ikke opleves relevant, vigtigt eller rigtigt, for dem vi repræsenterer. Politik handler selvfølgelig om holdninger og ståsted – men i lige så høj grad om at lytte. At fange signalerne. Fornemme hvor behovene og mulighederne opstår.
At skabe gode visioner sammen med borgerne, ansatte, foreninger, erhvervsliv, embedsfolk og kollegaer på tværs af partier. Gode visioner er ikke hurtige løsninger. De tager tid. De kræver tålmodighed og timing.
Ofte er det små skridt af gangen. Og man skal være klar, når døren åbner på klem. Økonomien spiller selvfølgelig også en stor rolle. Det gør den næsten altid. Men der er håb og fremdrift.
Lige nu ser jeg rigtig mange inspirerende initiativer rundt omkring i vores byfora. Projekter hvor der samarbejdes på kryds og tværs og hvor fællesskab og samskabelse er nøgleordet.
Det er lige præcis den vej – vi skal gå
Et andet vigtigt skridt er de mange politiske dialogmøder med bestyrelser, ledere og medarbejdere. Her får politikere mulighed for at blive klogere – ikke bare på tallene, men også på virkeligheden. På det der virker og det der halter og det gør os i stand til at træffe bedre beslutninger.
SÅ kort sagt, visioner skal ikke opfindes bag lukkede døre. De skal vokse frem i fællesskab.


