Kanal Gourmet & Kultur Rally 2025 kan allerede nu melde alt udsolgt
Forventningerne til at alle billetter til Kanal Gourmet & Kanal Rally 2025 var udsolgt inden nytår er gået i opfyldelse hos Lions Club Løgstør, som er initiativtagere til og arrangører af eventen. Det er en helt ny situation, da man med undtagelse af i år, først har åbnet for tilmeldingerne omkring marts måned.
Skønt, lyder det fra præsident Michael Bagge, Lions Club Løgstør. Det er et tegn på at vi har lavet det rigtige tidligere år, når mange har lyst til at komme igen og til at invitere venner og bekendte med til en herlig oplevelse. Interessen og de mange tilmeldinger giver os gnisten til at gøre arrangementet endnu bedre end tidligere år. Vi er derfor i fuld gang med nytænkning, som kan tilføres Kanal Gourmet & Kultur Rally , siger han.
Kanal Gourmet & Kultur Rally 2025 er et samarbede mellem restauranter, forretninger, fødeva-reproducenter, foreninger, musikere, billedkunstnere og andre medaktører. På en ca. 4 kilometer gåtur fra Pavillon Christiansminde, Løgstør, og ud til Kanalbetjenthusene i Lendrup, er der opstillet flere boder. Herfra udleveres der smagsprøver på madvarer, specialøl fra Thisted Bryghus, delikate vine, lækkerier af forskellig slags og meget andet. Flere steder er der musikalsk underholdning og arbejdende billedkunstnere.
Turen tilbage fra Lendrup foregår ved sejlads i fartøjer fra Limfjords Museet eller i Løgstør Handelstandsforenings muslingetog. Efter tilbagekomst til Løgstør bydes der på en række nye smagsprøver. Det hos Limfjordsmuseet, Kanalfogedens Køkken, Kulgården og i Kulladen. Herfra går turen tilbage til Pavillon Christiansminde, hvor der venter deltagerne den helt store oplevelse. Det i form af Danmarks største kaffe-og kagebord. Er man ikke mæt, så er der alle tiders mulighed for at sætte prikken over i’et der.
Deltagerne i Kanal Gourmet & Kultur Rally 2025 inddeles i grupper, som hver får tilknyttet en guide, som er med turen rundt. De fortæller om Løgstørs historie, Frederik d. VII’s Kanals tilblivelse og den renovering der håbes på vil blive gennemført snarest. Limfjordens historie og betydning er ligeledes et emne, der berøres. Alle guider har ikke p.t. tilmeldt sig. Men Folketingsmedlem Bjarne Laustsen og Europaminister Marie Bjerre har givet tilsagn om, at de er med igen i 2025.
Det er 12 år at Lions Club Løgstør arrangerer Kanal Gourmet & Kultur Rally. Overskuddet ved eventen går ubeskåret til socialt, humanitærtog kulturelt arbejde lokalt, på landsplan og internationalt. Her har tiltag i den tidligere Løgstør Kommune en stor prioritet.







