Kæmpe kunstværk på boldbane spreder glæde på Ranum Asylcenter
Man bliver glad, før man går på boldbanen ved Asylcenter Ranum. Her bevæger man sig ind på et kæmpe kunstværk med glade farver, forskellige dyr malet som en del af kollagen. Et tiltag, som er specielt og som vækker glæde.
Kunstværket er lavet af kunstneren Ra Kajol, København, som har boet i Danmark i 26 år, og som har nået at lave kæmpe kunstværker i ikke mindre end 23 byer i Skandinavien. Sammen med beboere på Asylcenter Ranum har han lavet det kolossale kunstværk.
-Jeg fik min debut med et kæmpe kunstværk på en del af hovedgaden i Landskrona i 1994.
Her var opgaven at male en vejstrækning på 550 meter. Til det blev der leveret 1200 liter maling og der blev stillet 25 hjælpere til rådighed, fortæller kunstneren Ra Kajol.
-Siden er det blevet til mange andre større opgaver. Sidst i Ranum hvor Asylcenter Ranum har engageret mig til kunstværket på deres boldbane. En spændende opgave som beboere har været behjælpelige med at udføre. Børnene har lavet tegninger til, hvilke dyr de gerne vil have malet ind i den store kollage. Derefter har de selv været med til at gøre dem aktuelle på banen, oplyser Ra Kajol.
Kommer man forbi boldbanen på Idrætsvej, så er man meget velkommen til at kigge ind og beundre der imponerende kunstværk.








