ForsideMariagerfjordJulen begynder i Mariager den 16. november

Julen begynder i Mariager den 16. november

Julestemningen breder sig over den hyggelige købstad Mariager søndag den 16. november, når byen igen tænder julelysene og byder indenfor til årets traditionsrige julebegivenhed. Fra kl. 11 til 16 forvandles Den Gamle Biograf i Mariager og Museet til et sandt juleeventyr, hvor både lokale og gæster kan nyde hyggelige aktiviteter, duften af gran og brændte mandler – og den særlige varme, som kun julen i Mariager kan byde på.

Med sine toppede brosten, bindingsværkshuse og smalle stræder oser Mariager af historie og charme. Byen er det perfekte sted at finde ro midt i juleræset – et sted, hvor man kan sænke skuldrene, nyde øjeblikket og mærke julens nærvær.

Julemanden kommer med toget

Dagens højdepunkt bliver uden tvivl, når julemanden ankommer med Mariager–Handest Veteranjernbane. Toget forlader Mariager Station kl 15, fyldt med forventningsfulde børn, parate til at finde julemanden. Klokken 15.30 ruller toget ind på stationen med julemanden ombord, klar til at hilse på byens børn og voksne. 

Mariager Museum sørger for at julemanden bliver kørt standsmæssigt i hestevogn fra station til Torvet, hvor han kl. 16 tænder lysene i byens juletræ og deler godteposer ud til alle børnene. 

Ikke bare et, men to hyggelige julemarkeder

På Mariager Museum kan du opleve det traditionsrige julemarked fra kl. 10–16, hvor duften af klejner og gran breder sig mellem boderne. Her finder du både håndlavede gaver, hjemmespundet garn, smykker, strik, fine lopper og meget mere – alt sammen i ægte juleånd. 

I Det Blå Køkken kan du nyde varme klejner og en kop kaffe, mens børnene går på skattejagt eller hygger sig i Galleri Vognportens juleværksted, hvor de kan lave deres egen dekoration.

I Den Gamle Biograf holder Mariager Handel og Turistforening sit traditionsrige julemarked, hvor man kan finde alt fra unikt kunsthåndværk til lokale specialiteter – perfekte gaver til dem, man holder af.

Her kan du ikke blot finde julegaver og håndlavede produkter – flere af boderne giver dig også mulighed for at støtte et godt formål. Mange lokale butikker har nemlig valgt at donere fine pakker, hvor salget går ubeskåret til GodtFolks indsamling for at få de stjålne bronzefigurer genskabt. En smuk måde at sprede både juleglæde og fællesskab på

Carina Kondrup, bylivskoordinator i Mariager, fortæller med et smil:

“Julen i Mariager er noget ganske særligt. Det handler ikke kun om traditioner – men også om hygge, fællesskab og nærvær. Det er her, vi samles, mærker roen og lader os indhylle i den stemning, som kun Mariager kan skabe.”

Hun tilføjer:

“De toppede brosten, de smukke gamle huse og julelysene gør byen helt magisk i juletiden. Det er umuligt ikke at komme i julestemning her.”

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler