Jørgen Pontoppidan: Hobro skal ikke længere være verdens bedst bevarede hemmelighed
Byrådskandidat for Venstre, Jørgen Pontoppidan, brænder for Hobro – og han mener, at tiden er kommet til for alvor at udnytte de mange muligheder, der ligger lige for.
– Vi har så meget at være stolte af i Hobro. Den smukke fjord, de unikke vandrestier, og ikke mindst vores stolte vikingehistorie. Det er på tide, vi står ved vores identitet – og viser omverdenen, hvad vi kan, siger Jørgen Pontoppidan.
Fra præstegården til bylivet
Efter mange år i præstegården i Hvornum er Jørgen Pontoppidan og hustruen Søs for nylig flyttet til Hobro. Det har bragt dem tættere på byens liv, kulturen og de mange fællesskaber, de begge sætter stor pris på.
– Det føles helt rigtigt at bo midt i den by, som jeg i mange år har arbejdet for at udvikle. Hobro har et fantastisk potentiale, og det mærker man tydeligt, når man bor her midt i det, siger han.
Men flytningen betyder ikke, at forbindelsen til landsbylivet er brudt. Tværtimod.
– Landsbylivet i Hvornum, Snæbum og Hvilsom har været fantastisk gennem årtier. Det er et område, der rummer meget og har givet mig så meget gennem årene – fred, ro og utrolig behagelige bekendtskaber. Jeg er jo stadig aktiv som både præst og provst i “mine” kirker, og det betyder meget for mig at bevare det nære fællesskab derude, fortæller han.
Erfaring og modning
Jørgen Pontoppidan har i mange år været en markant skikkelse i lokalpolitikken og har blandt andet været borgmester i den tidligere Hobro Kommune. Han har oplevet, hvordan gode ideer tager tid at modnes – men også, hvordan de kan blomstre, når tiden er rigtig.
– Jeg ved, at ting tager tid. Men jeg kan også mærke, at tiden nu er moden til at satse endnu mere på Hobros rige natur- og kulturliv. Det er en udvikling, der vil give glæde – både for os, der bor her, og for dem, der besøger os, siger han.
Turisme, kultur og fællesskab
For Jørgen Pontoppidan handler det ikke kun om at tiltrække turister, men også om at skabe rammer, der gør Hobro til et endnu bedre sted at bo.
– Når flere får øjnene op for Hobros herligheder, vil det gavne hele lokalsamfundet. Et stærkere handelsliv, flere besøgende – og måske også flere, der vælger at bosætte sig her. Det giver økonomisk råderum til at styrke skoler, ældrepleje og fritidsliv. Det hele hænger sammen, siger han.
Han peger på, at Hobro rummer et rigt kulturliv, som fortjener at blive videreudviklet – ikke mindst på havnen, hvor der allerede spirer nye initiativer.
Et af de steder, han ser store perspektiver, er GASmuseet, som snart vil blive til Gasværket – et levende kultursted med udstillinger, musik, værksteder og formidling af den grønne omstilling.
– Det bliver et sted, hvor fortid og fremtid mødes – og det passer perfekt til Hobro, siger han.
Samtidig peger han på Maritimt Kulturcenter, Ungekultur og udviklingen af Hobro Bymidte som vigtige brikker i den samlede vision.
– Der sker allerede meget godt i Hobro bymidte, og de initiativer skal vi understøtte. Aktiviteter, events og et levende handelsliv gør byen attraktiv – både for dem, der bor her, og dem, der besøger os.
Et løft for hele kommunen
Sommeren har ifølge Jørgen Pontoppidan vist, hvad Hobro kan, når lokale kræfter og ildsjæle går sammen.
– Den store Midgårdsorm, der snoede sig gennem byen, Sommer i Pakhuset på havnen og Vølvens Verden i sensommeren – det er alt sammen glimrende eksempler på, at vi kan mere i Hobro, end vi har gjort i de seneste år. Og vi skal mere – vi skal gøre mere i fællesskab, til gavn og glæde ikke bare for Hobro, men for hele Mariagerfjord Kommune, siger han.
Stolthed og fremtidstro
For Jørgen Pontoppidan handler det i sidste ende om at styrke identiteten og stoltheden over Hobro og Mariager Fjord-egnen:– Hobro skal være et sted, man gerne vil besøge – og et sted, man er stolt af at bo. Vi skal udnytte de muligheder, vi har, og gøre vores by endnu mere levende og attraktiv, afslutter han.



