ForsideMariagerfjordJesper Skov Mikkelsen: Vi tager ansvar – ikke overskrifter

Jesper Skov Mikkelsen: Vi tager ansvar – ikke overskrifter

Af Jesper Skov Mikkelsen – Borgmesterkandidat for Venstre ved KV25 i Mariagerfjord Kommune

Vi tager ansvar – ikke overskrifter

Om under en uge går vi til stemmeurnerne i hele landet. Der er meget på spil – også her i Mariagerfjord Kommune.

Siden 2014 har vi i Venstre haft borgmesterposten. Det er et privilegium, men også et stort ansvar. Et ansvar, der kræver, at man tør træffe de nødvendige beslutninger – også når de er svære. Det ansvar har vi taget på os. Og det vil jeg fortsætte med, hvis jeg får vælgernes tillid den 18. november.

Valget på tirsdag handler om retning. Skal Mariagerfjord fortsat ledes af politikere, der sætter borgerne først – og samtidig har blik for helheden og fremtiden? Politikere, der ikke lover guld og grønne skove, men som arbejder målrettet for en kommune med stærke lokalsamfund, en sund økonomi og en velfungerende velfærd?

Jeg mener, svaret er ja.

En stemme på mig er en stemme på ansvarlighed. Jeg vil bygge videre på det solide fundament, vi i Venstre har lagt de seneste 12 år. Vi har en stærk økonomi, og vi har sat retning for udviklingen – både i byerne og i landdistrikterne. Det arbejde skal vi fortsætte. Ikke med hurtige overskrifter, men med det lange, seje træk.

Vi kan ikke drive kommunen på enkeltsager, men det kan vi derimod på kendskab, engagement og interesse. Vi skal tiltrække nye arbejdspladser, styrke uddannelserne og sikre en grøn omstilling med lokal forankring. Vi skal fortsat være en tryg kommune for både unge og ældre – og særligt for dem, der har brug for ekstra hjælp.

Jeg bor selv i Hørby, lige uden for Hobro. Jeg kender hverdagen i de små lokalsamfund. Jeg ved, hvor meget det betyder, at der er liv i forsamlingshuset og borgerforeningen. Det kræver tilstedeværelse, samarbejde og vedholdenhed fra de lokale kræfter.

Når vi på tirsdag går til stemmeurnerne, håber jeg, at I vil stemme på ansvarlighed – på en kandidat, der kender kommunen og som vil den. For det fortjener Mariagerfjord.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler