ForsideMariagerfjordJesper Skov Mikkelsen: Klar til at tage ansvaret som borgmester

Jesper Skov Mikkelsen: Klar til at tage ansvaret som borgmester

Jesper Skov Mikkelsen: Klar til at tage ansvaret som borgmester

Forleden talte Mariagerfjordposten.dk med Venstres borgmesterkandidat til KV25 i Mariagerfjord Kommune Jesper Skov Mikkelsen om hvem han er, hvor han kommer fra og naturligvis om politiske mærkesager.

Sammen med sin hustru, Betina Skov Mikkelsen, og deres to sønner, Jeppe på 15 år og Emil på 12 år, bor han i den hyggelige landsby Hørby lidt uden for Hobro. 

Familien har fundet sig godt til rette i området, hvor begge drenge går på Rosendalskolen og deltager aktivt i fritidslivet. Jeppe er aktiv i Idrætsforeningen Rosendal, mens Emil brænder for teknik og mekanik, en passion han deler med sin far.

Jesper Skov Mikkelsen har dybe rødder i Mariagerfjord Kommune, hvor han voksede op i Mariager som søn af Erik Kirkegaard Mikkelsen, tidligere borgmester i Mariager Kommune. Fra en tidlig alder blev han introduceret til politik og samfundsansvar i hjemmet, hvor diskussioner om demokrati og politisk håndværk var en naturlig del af hverdagen. Hans far, der har spillet en markant rolle i lokalpolitikken, har valgt ikke at genopstille ved det kommende valg, og Jesper ser det som en naturlig forlængelse af familiens engagement at stille sig til rådighed for borgmesterposten.

Ved siden af sin politiske karriere har Jesper en lang erhvervsmæssig baggrund inden for den finansielle sektor. Han har arbejdet i både Hadsund, Mariager og Hobro, hvor han har beskæftiget sig med økonomi, rådgivning og forretningsudvikling. Siden 2022 har han været erhvervskundechef i Sparekassen Danmark Hobro, hvor han arbejder tæt sammen med virksomheder om vækst og økonomiske løsninger.

Det var også i 2022, at han for alvor trådte ind i lokalpolitikken og blev valgt til Mariagerfjord Byråd. Med femte flest personlige stemmer på Venstres liste sikrede han sig ikke blot en plads i byrådet, men også formandsposten for det nyoprettede Udvalg for Klima og Landdistrikter. 

Gennem dette arbejde har han været med til at danne kommunens grønne dagsorden og har blandt andet spillet en central rolle i udformningen af en ambitiøs klimaplan, som hele byrådet har bakket op om. Han har også været en del af vigtige initiativer såsom renoveringen af Mariager Havn, etableringen af klima slusen i Hobro og forbedringer i affaldshåndteringen, ligesom han har arbejdet for at sikre økonomisk støtte til udviklingen af kommunens landdistrikter. I 2024 blev han desuden medlem af Økonomiudvalget, hvor han har fået endnu større indsigt i kommunens økonomiske prioriteringer.

For Jesper Skov Mikkelsen handler borgmesterposten først og fremmest om ansvar. Han ønsker at være en borgmester, der lytter og handler i tæt dialog med borgerne. Han understreger, at hans motivation for at gå ind i politik ikke udspringer af en enkelt sag, men af ønsket om at bidrage til en langsigtet og positiv udvikling af Mariagerfjord Kommune. Med sin erfaring i økonomi og strategiske planlægning føler han sig godt rustet til at løfte opgaven og sikre, at kommunen fortsat udvikler sig på en sund og bæredygtig måde.

Uden for arbejdet og politikken er Jesper dybt engageret i netværk og foreninger. Han er formand for Bies Bryghus og har i flere år arbejdet for at styrke bryggeriets rolle i Hobro. Hans interesse for øllets historie og bryggeriets betydning for byen har gjort ham til en vigtig drivkraft i udviklingen af bryghuset og den tilhørende restaurant. 

Derudover deler han og hans familie en stor passion for veteranbiler. Da de flyttede til Hørby, var det blandt andet for at få mere plads omkring sig, og i dag er garagen omdannet til et hyggeligt værksted, hvor familien tilbringer mange timer sammen. Her skruer, pudser og vedligeholder de familiens veteranbiler og tager ofte på køretur rundt om fjorden.

Når han ser frem mod det kommende valg, har Jesper Skov Mikkelsen fem centrale mærkesager, han vil kæmpe for: styrket samarbejde, kommunikation og dialog i kommunen, en mere erhvervsvenlig politik, bedre uddannelsesmuligheder for unge, en balanceret grøn omstilling, der samtidig skaber lokale arbejdspladser, og en ældrepleje, der sikrer værdighed.

Kommunalvalget afholdes den 18. november 2025, og Jesper Skov Mikkelsen er klar til at tage ansvaret og arbejde for hele Mariagerfjord Kommunes udvikling.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler