Mystisk jakkesælger har også besøgt Hadsund
Efter at flere borgere i Mariager og Løgstør har anmeldt oplevelser med en omrejsende jakkesælger, melder nu også Hadsund sig som nyt besøgsmål for den omstridte sælger.
En læser fortæller, at han for flere uger siden blev kontaktet af en velklædt mand på Bankpladsen i Hadsund. Manden, der talte engelsk og kørte i en dansk indregistreret bil, viste flere jakker frem, alle pakket ind i plastik. Han tilbød, at man kunne få et par jakker gratis som en del af salget.
– Jeg takkede nej og trak mig fra situationen, og så ændrede han adfærd og blev lidt grov i tonen, fortæller læseren.
Politikommissær Henrik Kjær Hansen fra Himmerlands Politi understreger, at manden også her fremstår som italiener, og at der ikke umiddelbart er konstateret noget ulovligt ved hans salg.
– Om der opstår misforståelser i forhold til, at folk tror, jakkerne er produceret i Italien, er uvist. Politiet foretager sig ikke yderligere på nuværende tidspunkt, siger Henrik Kjær Hansen.
Politiet opfordrer fortsat borgere til at være opmærksomme, hvis de bliver kontaktet af omrejsende sælgere, og til at ringe 114, hvis man har oplysninger om sagen.









