ForsideMariagerfjordJacob Mark - Fartblind i Arden

Jacob Mark – Fartblind i Arden

Jacob Mark – Fartblind i Arden

Kulturhuset i Arden inviterer torsdag d. 23.oktober til et spændende og interessant foredrag, hvor du som tilhører kan komme helt tæt på den tidligere SF-politiker Jacob Mark og hans vilde historie om næsten at miste synet på grund af stress.

Forsiderne blev ryddet, da Jacob i november 2021 fortalte, at han som følge af stress havde mistet store dele af sit syn. I sin bog, “Fartblind”, fortæller han hudløst ærligt og meget personligt om sin virkelighed i top politik: tempofyldte år med valgkampe, shitstorme, #MeToo og både sejre og tab. Opslidende år, der førte til stress, angst, sygemelding og livskrise. Samtidig er det også en håbefuld fortælling om Jacobs kamp for at komme tilbage på ny, og den ubetingede kærlighed, han mødte på sin vej.

Jacob Mark er tidligere medlem af Folketinget og en af SF’s profiler. På få år gik han fra at være en ung, ukendt politiker til at være nr.5 mht. personlige stemmer i hele Danmark. Samtidig solede han sig i politiske resultater og virale statusopdateringer på Facebook. Men prisen var høj – han blev nemlig så syg af stress, at han i en periode mistede det meste af synet.

Jacob kom tidligt ind i politik. Som 14-årig meldte han sig ind i SF Ungdom og som 18-årig blev han valgt som det yngste byrådsmedlem i Køge nogensinde. I 2015 blev han valgt til Folketinget, som ordfører for alt, hvad der havde med børn og unge at gøre. Senere blev han også gruppeformand for SF. Men den karriere, der hurtigt og med stor gennemslagskraft havde givet Jacob de mange opture og det imponerende CV, vendte pludseligt 180 grader, da han blev syg.

Foredraget i Kulturhuset er et samarbejde mellem LOF/Mariagerfjord-Rebild og Kulturhusforeningen.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler