Indbrudstyv ledte politiet på sporet af storhæler
Nordjyllands Politi har anholdt to mænd for talrige tilfælde af indbrud og hæleri. En ransagning førte til en bankboks med hundredevis af tyvekoster og en stort kontant beløb. Politiet holder nu åbent hus, i jagten på de rette ejere til de mange smykker, ure og andre værdifulde genstande, oplyser de i en pressemeddelelse.
Berigelse Nordjylland har, efter en kort og intens efterforskning, anholdt to mænd på henholdsvis 32 år og 43 år. Førstnævnte er blevet sigtet for flere tilfælde af indbrud og sidstnævnte for hæleri. Anholdelserne foregik tirsdag d. 24. september 2024, uden dramatik. De to mænd blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter, onsdag d. 25. september.
Den foreløbige efterforskning peger på, at indbruddene hovedsageligt er begået i Aalborgområdet – primært i Vejgaard og Gug, hvor kostervalget de fleste steder har været let omsættelige varer som smykker og ure, samt kontanter. Det kan dog ikke udelukkes, at kosterne stammer fra andre steder i Aalborg eller andre byer.
Den 32-årige blev varetægtsfængslet i fire uger og den 43-årige blev varetægtsfængslet i foreløbig to uger.
Opklaringsarbejdet krævede is i maven
Politikommissær Ulf Munch Sørensen, der er leder for Berigelse Nordjylland, er glad for at der er blevet sat en stopper for makkerparret og fortæller om sagens opklaring:
”Den 32-årige havde vi på radaren i forhold nogle indbrud i Aalborgområdet og efterforskningen viste ret hurtigt, at der formentlig også var en hæler involveret. Mandag den 23. september var betjentene endnu en gang efter indbrudstyven, og på trods af at indbrudstyven lavede et indbrud, imens betjentene holdt øje med ham, slog patruljen koldt vand i blodet, og valgte at holde fokus på både indbrudstyv, hæler og de stjålne effekter, imens de holdte sig i baggrunden.
Da indbrudstyven og hæler dagen efter mødtes på en adresse i Aalborg, valgte betjentene at slå til og foretage anholdelse af både indbrudstyv og hæler.”
Udbyttet af aktionen udeblev ikke, kunne politikommissæren hurtigt konstatere:
”Vi har ransaget forskellige steder og har fundet flere hundrede mulige koster, som vi mener stammer fra diverse indbrud. Derudover dukkede også et stort kontantbeløb op, forsvarligt gemt i en bankboks. Der er tale om en storskala-forretning og det er en sag som vi kommer til at efterforske i et godt stykke tid endnu, hvorfor vi ikke kan udelukke at flere sigtelser vil støde til.”
Har du været udsat for indbrud?
De mange hundrede koster er blevet grundigt undersøgt og gennemfotograferet, men det er en vanskelig opgave at knytte dem til diverse tidligere indbrud. Ulf Munch Sørensen har derfor en opfordring til alle der har været udsat for indbrud, over de seneste par år: ”Vi har oprettet en fotomapper, hvor der er billeder af de enkelte genstande.
Se fotomapper med de fundne koster:
Hvis man med stor sandsynlighed genkender nogle effekter, skal man kontakte politiet via mail: NJYLEVBerigelsesEftNordjylland@politi.dk
De mange tyvekoster har fået afdelingen for berigelse til at tænke i nye baner, fortæller politikommissæren:
”Vi har valgt at sende en skrivelse i e-boks til de borgere, der har været udsat for indbrud i privat beboelse siden starten af 2023. Det er naturligvis med fare for at nogen kigger forgæves og bliver skuffede, men vi håber omvendt at maksimere chancen for at så mange ejendele som muligt, vender tilbage til de rette ejere.”
Et andet tiltag er to dages ’åbent hus’ på politigården i Aalborg, Jyllandsgade 27.
Her kan borgere komme til gennemsyn af effekterne, hvis de har set noget i fotomapperne, som de genkender.
Nordjyllands Politi opfordrer til, at man medbringer eventuel dokumentation i form af beskrivelse, billede, kvittering mv.
Endvidere skal der fremvises kvittering for anmeldelse til forsikringsselskab eller politi.
Gennemsyn af koster foregår på følgende datoer:
Tirsdag den 8. oktober 2024 kl. 12.00 til 21.00
Torsdag den 10. oktober 2024 kl. 12.00 til 21.00.