Indbrud og biltyveri i Hadsund – Lyserød Mitsubishi ASX efterlyses
Mens lokale nød Open By Night og en gratis koncert på Torvet i Hadsund fredag sidst på eftermiddagen og aftenen, blev en lejlighed i Hadsund ramt af tyveri mellem kl. 17 og 23 på Vestergade.
Politiassistent Niels Kristian Christensen fra Himmerlands Politi i Hobro oplyser, at politiet har modtaget en anmeldelse om indbruddet, og at der er blevet opbrudt en dør ind til lejligheden, som er blevet gennemrodet. Der er fra lejligheden blevet stjålet en bilnøgle og efterfølgende er bilen, en lyserød Mitsubishi ASX med registreringsnummer CE 40 905, også blevet stjålet.
“Umiddelbart må en bil i denne farve vække opsigt, så forhåbentlig er der nogen, som har set bilen,” udtaler Niels Kristian. Han opfordrer alle, der måtte have set eller hørt noget vedrørende indbruddet eller biltyveriet, til at kontakte politiet på telefonnummer 114.