Endnu et indbrud i villa på Højbakken i Hadsund
Frederik Als fra Efterforskning Himmerland oplyser, at politiet har modtaget endnu en anmeldelse om indbrud i en villa på Højbakken i Hadsund.
Indbruddet er sket i tidsrummet fra den 8. marts klokken 7.00 til den 11. marts klokken 11.50. Ifølge politiet har gerningspersoner skaffet sig adgang til huset ved at bryde en terrassedør op med et koben.
Fra boligen er der blevet stjålet flere smykker. Blandt de stjålne effekter er en 14 karat guldring med sten samt både sølv- og guldkæder og sølvarmbånd.
I weekenden modtog politiet desuden anmeldelser om to andre indbrud på samme vej.
Politiet hører gerne fra borgere, der kan have set eller hørt noget mistænkeligt i området i den pågældende periode. Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.








