Hvor har vi det godt!
Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst
Hvor har vi det godt!
Hvor har vi meget at glæde os over og være taknemmelige for i Danmark.
Vores tryghed og muligheder står i en skærende kontrast, når vi kigger os rundt i verden med krig og ufattelige lidelser i Ukraine og Palæstina. Nød, sult og ufred i store dele af verden. Et USA med en Donald Trump, som vi risikerer, bliver valgt som præsident til november – igen.
Så er det trygt at være dansker.
Husker vi så, at hædre og takke vores regering og vores politikere, der bl.a. arbejder hårdt for, at vi alle sammen får de bedste muligheder? Og, man må sige, at meget er lykkedes:
- Vi har lige nu den højeste beskæftigelse i Danmark nogensinde og med en rekordlav ledighed.
- Vi har en økonomi, der er stærk og solid. Det gælder både på kort og på lang sigt.
- Der investeres massivt flere penge i velfærd og uddannelse. Også selvom en mindre del af økonomien afsættes til skattelettelser.
- At vi i Danmark er det land, der hurtigst og mest effektivt fik bugt med den høje inflation.
Ikke så ringe endda.
Men alt det ændrer ikke på, at rigtig mange danskere er dybt utilfredse med den regering hen over midten, som vi har. Og – det er egentlig ikke så underligt, når vi følger den pressemæssige omtale af regeringens gøren og laden.
Godt nok får regeringen det hele til at fungere bedre end sjældent set, men det er ikke godt nok for de ”kloge journalister og kommentatorer”. Jeg har eksempelvis svært ved at huske, hvornår en journalist eller en kommentator har givet en positiv omtale af vores regering i almindelighed og af statsministeren i særdeleshed.
Hvorfor har vi så svært ved at anerkende det arbejde og de mennesker, der påtager sig de mest ansvarsfulde og sværeste opgaver for Danmark? Fortsætter den form for nedsabling af alt og alle, der tager ansvar, er min frygt, at det på sigt vil underminere det folkestyre, som er hele vort demokratiske fundament.
Som jeg ser det, kommer den største trussel imod vore vestlige demokratier ikke udefra, men fra os selv og fra den måde, som vi omtaler og behandler vore egne folkevalgte. Folkestyre og demokrati er også respekten for alle dem, som man er uenig med.
Jeg er socialdemokrat og er bestemt ikke glad for alle de kompromisser, der indgås i regeringen og i Folketinget. Det ændrer dog ikke på min store respekt og anerkendelse for det fantastiske arbejde, der udføres for Danmark.
Hvor har vi det godt.
GODT NYTÅR.