ForsideHimmerlandHver tredje dansker oplever drikkepres

Hver tredje dansker oplever drikkepres

Hver tredje dansker oplever drikkepres

Næsten 35 procent af danskerne har oplevet at skulle forklare eller forsvare, hvorfor de ikke drikker alkohol til fester eller andre sociale arrangementer. Det oplyser Blå Kors Danmark i en pressemeddelelse.

For mange danskere er alkohol en naturlig del af sociale arrangementer, hvad enten det er til fester, middage eller andre sammenkomster. For dem, der vælger at sige nej til alkohol, kan det dog ofte føre til ubehagelige situationer, hvor de føler sig nødsaget til at forklare deres valg.

34,9 procent af danskerne har oplevet at skulle forklare eller forsvare, at de ikke drikker alkohol til fester eller andre sociale arrangementer. Det viser en ny undersøgelse af Voxmeter for Blå Kors Danmark.

Morten Skov Mogensen, generalsekretær i Blå Kors Danmark, reagerer på undersøgelsen med stor ærgrelse.

”Det er bekymrende, at så mange danskere føler sig presset til at forklare eller forsvare deres valg om ikke at drikke alkohol. Det viser, hvor dybt forankret alkohol er i vores sociale kultur. Det bør være helt naturligt at kunne deltage i fællesskabet uden at skulle forklare sig. Vi har brug for at skabe et rum, hvor der er plads til alle – uanset om man vælger at drikke alkohol eller ej,” siger han.

En udfordring for mennesker med alkoholmisbrug

Forventningen om, at alkohol, fester og hyggelige stunder hænger sammen, gør det særligt svært for de danskere, som har oplevet udfordringer med alkohol.

Hos Blå Kors Behandlingscenter i Taastrup møder alkoholbehandler og socialrådgiver Ingeborg Handberg Opland hver dag danskere i alkoholbehandling.

Hun fortæller, at stedets brugere har svært ved at deltage i sociale arrangementer, da de føler, at de samtidig skal forklare, hvorfor de vælger alkoholen fra.

”Det, vi hører fra vores brugere, er, at det bliver sværere at deltage i sociale arrangementer, når de ikke indtager alkohol, da de oplever, at andre afkræver en forklaring på, hvorfor de ikke drikker. Mange oplever desuden, at det ikke er socialt acceptabelt at sige nej til alkohol, da det ofte sidestilles med at være kedelig eller asocial. Det giver dem en ekstra udfordring, når de skal leve et liv uden alkohol,” fortæller Ingeborg Handberg Opland.

”Et nej til alkohol bør være legitimt, både når det er for en enkelt aften eller for livet. Dette gælder i det hele taget, da det ikke udelukkende er vores brugere, der oplever problemet, men også dem, der ikke har en afhængighedsproblematik,” fortsætter hun.

Behov for en kulturel ændring

Morten Skov Mogensen mener, at resultaterne fra undersøgelsen viser et behov for en kulturel ændring i måden, vi omgås alkohol på i Danmark.

”Den her undersøgelse understreger behovet for en kulturændring, så alle kan føle sig inkluderet uden at skulle forsvare deres personlige valg. Jeg mener, at både politikere og kulturlivet har et ansvar for at være med til at ændre vores kultur, så et nej til alkohol ikke betyder et nej til sociale fællesskaber,” siger han.

Om undersøgelsen:

  • Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Voxmeter for Blå Kors Danmark
  • Dataindsamling i maj 2024 blandt personer over 18 år
  • 1.071 respondenter har besvaret spørgeskemaundersøgelsen

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler