Husk at Aarsvej er spærret
Fem kilometer på Aarsvej syd for Aggersund får ny asfalt fra tirsdag den 21. maj og cirka tre uger frem, oplyser Vejdirektoratet.
Vejdirektoratet udskifter omkring fem kilometer asfalt på Rute 29 Aarsvej syd for Aggersund. Arbejdet begynder tirsdag den 21. maj og kommer til at strække sig over tre-fire uger afhængig af vejret.
Vejdirektoratets entreprenør starter med at fræse den gamle asfalt af for at kunne reparere det underliggende bærelag. Herefter bliver der lagt et nyt lag asfalt, som til sidst får påført nye striber. Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanter
Aarsvej bliver spærret for gennemkørsel, når der bliver arbejdet på strækningen, og der vil i stedet være omkørsel via Løgstør. Når der ikke arbejdes på strækningen, er der åbent i fuldt omfang men med nedsat hastighed.
Beboere på strækningen vil have adgang, også mens der bliver arbejdet, dog med forsigtig kørsel. Det vil være muligt at krydse Aarsvej ved vejene Langdyssen, Haugårdsvej og Tolstrupvej, når der ikke arbejdes lige i nærheden.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne og beboerne i området.
Gode råd til trafikanter
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
Læs mere på Trafikinfo.dk
Sådan kører du sikkert forbi et vejarbejde
- Koncentrer dig om din kørsel
- Vær opmærksom på ændringer på vejen
- Respekter hastighedsgrænsen
- Hold afstand til forankørende
- Hold din vognbane frem til flettepunktet
- Vær opmærksom på udrykningskøretøjer