Hornum Skole løb med sejren i kommunal 7. klasse-dyst
7.A fra Hornum Skole kan nu kalde sig Vesthimmerlands sejeste 7. klasse. Klassen vandt nemlig den store dyst for alle kommunens 7. klasser, der blev afholdt i går.
I alt deltog 15 klasser, som blev udfordret i en lang række discipliner. Selvom konkurrencen var intens, var dagen ikke kun et spørgsmål om at vinde – den handlede også om fællesskab, samarbejde og hygge på tværs af skolerne i Vesthimmerlands Kommune.
Arrangementet, som for anden gang er blevet afholdt, blev til med støtte fra Nordea-fonden og var arrangeret af UngVesthimmerland.
Som vinderklassen kunne 7.A fra Hornum Skole løfte et flot trofæ, og præmien inkluderer desuden en aktivitetsdag sammen med ungdomsskolen.
– Det er en dag, der skaber gode minder og styrker fællesskabet på tværs af skolerne. Alle klasser lagde en stor indsats for dagen, lød det fra arrangørerne.


