Hobro sender endnu en træner til dansk topklub
Hobro IK’s assistenttræner og U19-træner, Jakob Hjorth, vinker farvel til klubben til januar. Her har den 31-årige træner lavet en aftale med AGF, hvor han vil tiltræde stillingen som cheftræner for klubbens U17-talenthold.
Hjorth sluttede sin aktive fodboldkarriere i Hobro IK tilbage i 2022. Her havde han spillet en enkelt sæson for klubben, men måtte lægge støvlerne på hylden grundet en hovedskade.
Siden da er han gået trænervejen.Hjorth tiltrådte tilbage i 2022 rollen som cheftræner for Hobro IK’s dengang nyetablerede U23-hold i Danmarksserien, som skulle fungere som bindeled mellem ungdomsfodbold og førsteholdet.
Siden da blev Hjorth tilknyttet førsteholdet, hvor han trådte ind i trænerteamet under Martin Thomsen som assistenttræner.
I sidste sæson blev han, sammen med sin indflydelse på førsteholdet, også tilknyttet talentafdelingens U19-mandskab; her blev han cheftræner.
Og slutteligt nåede han tre kampe i spidsen for Hobro IK’s førstehold i denne sæson, da han, efter Martin Thomsens skifte til Viborg FF, blev udnævnt til midlertidig cheftræner. I spidsen for holdet spillede man 1-1 ude mod AaB, man avancerede i Oddset Pokalen mod Jyllandsserie 2-mandskabet Skovsgaard B, og slutteligt tabte man 1-4 til B93 på DS Arena.
Nu venter en ny hverdag for Jakob Hjorth i Aarhus, hvor han får ansvaret for at udvikle næste generation af talenter. Hobro IK sender ham afsted med stor tak for indsatsen, engagementet og de aftryk, han har sat i både talentafdelingen og omkring førsteholdet.
Og skulle vejene krydses igen, står døren altid åben på DS Arena – på gensyn i Hobro.


