Klumme af Sportschef Lars Justesen Hobro IK
Hobro i topform: Fire sejre i fem kampe før mødet med HB Køge
Fire sejre i de seneste fem kampe og kun to nederlag i de seneste syv – Det siger lidt om, hvor vi er som hold. Vi er for alvor kommet i gang med kvalifikationsspillet, hvor vi har vundet to ud af tre mulige.
Senest blev det til en sejr over Middelfart BK, da vi på udebane besejrede det fynske hold med hele 6-0. Her fik Martin Huldahl gang i målscoringen, og scorede sit første (og andet) mål i Hobro-trøjen. Inden da lavede Martin en flot assist til Runar Hauges mål til 2-0. En kamp, hvor vi så kynismen og skarpheden i felterne, hvor vi scorede på vores chancer og leverede en helstøbt præstation fra start til slut. En kamp, hvor vi allerede ved pausen havde spillet os i en så god position, at vi kunne tillade os at spare nogle spillere samt give spilletid til nogle, der ikke har fået så meget spilletid, men som i den grad har fortjent det. En god præstation fra alle mand, der i den grad har styrket vores selvtillid yderligere frem mod dagens opgør mod HB Køge.
Forud for dagens kamp har vi inviteret alle vores ungdomshold til fællesspisning. Dette har vi gjort for at styrke sammenholdet i klubben og værne om det fællesskab, der er så stærkt og helt unikt i klubben. Mange af holdene har netop været afsted til turneringer i udlandet, hvor relationerne på tværs af holdene er blevet styrket og netop dette vil vi med aftenens arrangement styrke yderligere. Med støtte og hjælp fra dagens kamppartner Allan ’Danske’ Støttepuljen har det været muligt for os netop at invitere alle holdene til fællesspisning og huske hyggen, netop som ’Danske’ ville have ønsket det.
Derfor bliver der også samlet ind til Allan ’Danske’ Støttepuljen inde i vores Sparekassen Danmark Lounge ligesom kamppartnerskabet skal være med til at udbrede kendskabet til puljen.
Så tilbage til dagens kamp, hvor vi møder et formstærkt HB Køge hold, der i de seneste fire kampe har fået 10 point. Et spændende ungt hold, krydret med nogle rutinerede spillere som i øjeblikket har tur i den. Et hold, som vi har til gode at vinde over i denne sæson og hvilket bedre tidspunkt end at tage sejren end i dag.
Rigtig god kamp.





