Hobro IK rejste sig efter chokstart
Der var masser af positive takter at tage med for Hobro IK, da holdet fredag aften spillede 1-1 mod HB Køge foran godt 1000 tilskuere på DS Arena. Selvom resultatet ikke helt afspejlede kampens forløb, leverede hjemmeholdet en præstation, der vidner om et hold med både kvalitet og potentiale.
Gæsterne fik ellers en drømmestart, da de allerede efter ét minut bragte sig foran på en omstilling. Det kunne have slået mange hold ud af kurs, men Hobro IK reagerede præcis, som man ønsker det: med ro, vilje og offensivt mod.
Allerede få minutter senere begyndte hjemmeholdet at sætte sig tungt på opgøret. Bolden cirkulerede sikkert, og presset på HB Køges forsvar voksede. Efter godt ti minutter var Hobro IK millimeter fra en udligning, da debutanten Martin Huldahl blev sat op foran mål. Afslutningen blev dog blokeret, men situationen understregede tydeligt, at Hobro IK havde overtaget.
Udligningen kom fuldt fortjent efter 32 minutter. Et godt indlæg i feltet blev forlænget, og bolden faldt perfekt for fødderne af Oliver Klitten, som sparkede bolden i nettet til stor jubel fra de fremmødte.
Efter pausen fortsatte Hobro IK med at være det bedste hold. Spillet var kontrolleret, og hjemmeholdet skabte flere gode muligheder. Blandt andet var Mathias Haarup tæt på med et hovedstød, og Oliver Klitten leverede en flot solopræstation, hvor han drev bolden gennem forsvaret og kom frem til afslutning.
Defensivt stod Hobro IK samtidig solidt organiseret og tillod meget lidt. HB Køge kom først frem til en reel chance sent i anden halvleg, da bolden ramte overliggeren direkte fra et frispark.
I slutfasen pressede Hobro IK igen på for sejren, og indskifter Theo Ekié kom frem til en god mulighed, der dog blev blokeret. Det understregede endnu en gang hjemmeholdets offensive vilje helt frem til sidste fløjt.
Selvom kampen sluttede uafgjort, var der mange opløftende elementer i Hobro IK’s præstation. Holdet viste karakter efter den tidlige modgang, tog kontrol over kampen og skabte de største chancer. Hvis hjemmeholdet havde høstet alle tre point, havde det været fuld fortjent.





