Hobro får nyt uddannelsestilbud
Byrådet i Mariagerfjord Kommune har sikret økonomien omkring SOSU-elevområdet. Det betyder, at længere tids samarbejde med SOSU Nord omkring etablering af et hovedforløb i Hobro nu bliver en realitet.
– Jeg er meget glad for, at vi trods en vanskelig og økonomisk presset tid kan lykkes med vores politiske målsætning om yderligere velfærdsuddannelse i Hobro, fortæller en glad formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg, Jan Andersen.
Fra juni 2024 vil elever dermed kunne tage hele social- og sundhedshjælperuddannelsen i Hobro, hvilket glæder både kommunen og SOSU Nord.
– Valget om at oprette et hovedforløb i Hobro er en investering i fremtidens arbejdskraft og vi glæder os til at udvide vores nuværende rammer på Kirketoften, fortæller direktør Lene Kvist fra SOSU Nord.
Fremtidens arbejdskraft
Direktør i Mariagerfjord Kommune, Søren Aalund uddyber med at fortælle, at prognoser allerede nu kan forudse, at der kommer til at mangle dygtige hænder til at tage sig af vores ældre og svagelige borgere. Derudover viser den demografiske sammensætning af de nuværende SOSU-medarbejdere i ældreplejen i Mariagerfjord Kommune, at godt 25% er omkring 60 år eller derover.
Byrådets beslutning om at sikre økonomien på elevområdet kommer i en tid med økonomiske udfordringer, men der er generelt strategisk fokus i forhold til udvikling af Campus, Uddannelsesby Hobro.