ForsideMariagerfjordHobro-artist optræder på Nordens største magiske festival

Hobro-artist optræder på Nordens største magiske festival

Hobro-artist optræder på Nordens største magiske festival

Med den magiske festival ILLUSIONS skabes forundring og forbløffelse ved at vise både børn og voksne, hvordan den klassiske kunstform trylleri også er relevant i en opdateret og nutidig udgave.

Christian De Wilde, der bor i Hobro, skal i efterårsferien optræde på Nordens største magiske festival, Illusions, i Horsens.
– Vi har engageret Christian De Wilde, fordi han med sit show både fanger børn og voksne, og efterfølgende har den rette tilgang til at undervise i trylleri, fortæller Steen Pegani, der er primus motor bag festivalen.
– Mens mange bliver opslugt af trylleinteressen i en ung alder, havde Christian både en cand.mag. i kunsthistorie og litteratur, inden tryllebacillen for alvor ramte ham. Hans show byder på finurlige præsentationer med et godt glimt i øjet, og hvor han ofte må have børnenes hjælp for at redde æren.

I weekenden den 12.-13. oktober varmer Kulturstationen i Horsens op til Illusions med Christian De Wildes trylleshow.
– Bagefter indvies børn og barnlige sjæle i nogle af magiens hemmeligheder, og de får hjælp til at bygge deres egne tryllenumre, forklarer Steen Pegani.

Der findes ikke andre festivaler som Illusions i Nordeuropa, og arrangørerne har store ambitioner med festivalen:
– Vi vil skabe grin, smil, drømme, måben, overraskelse, forbløffelse og smittende efterårsferieglæde, forklarer Steen Pegani.

Der er flere shows på Horsens Ny Teater. Foruden det store gallashow kan man for eksempel opleve engelske Ben Harts show.
– Synes du, navnet virker bekendt, er det måske, fordi du kan huske Ben Hart fra tv-showet Britain’s Got Talent. Ben Hart er en ægte magisk superstjerne, der har indtaget alverdens scener med sin helt egen hybrid mellem fingerfærdig tryllekunst, stand-up og fængslende historiefortælling.

Det er også på Horsens Ny Teater, man kan opleve fænomenet Magic Fight Night.
– Det er første gang, at showet Magic Fight Night sættes op uden for København. Det er en unik blanding af skøre benspænd, improvisation og magi i verdensklasse, hvor publikum også er aktive med klap og hujen, fortæller Steen Pegani.

Det er nogle af Danmarks bedste tryllekunstnere, der mødes i ringen til battle på Horsens Ny Teater: Rune Klan, Klaus Mulbjerg, Joachim Solberg og den nye hemmelige 4. mand trækker de vildeste tricks op af hatten. Skuespilleren Mads Wille er værten, der styrer slagets gang og sørger for, at der bliver fyret godt op under publikum – og tryllekunstnerne.

I Arresten på FÆNGSLET kan man opleve Magi i Mørke:
– Inspireret af en oplevelse med en solformørkelse i hjemlandet har den færøske magiker, Asbjørn Berthelsen, skabt en unik forestilling, der foregår i totalt mørke.

For Steen Pegani er det også vigtigt at bringe forundringen og glæden ud til dem, der måske enten ikke har let ved at tage af sted til en forestilling, eller som ikke selv er kulturopsøgende.
– Derfor bliver magien også bragt ud til den ældre generation i et par af byens plejecentre, og vi har lavet et samarbejde med Bo Trivsel om en trylleaften med show og undervisning i seje trylletricks i boligområdet Sundparken.

I det hele taget breder Illusions sig ud over hele byen – for eksempel med en magisk landsby med mini-teatre i midtbyen, og der er selvfølgelig også masser af forestillinger for børn, hvoraf de fleste er gratis.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler